Ferrari har med sin annoncering af den kommende Hypercar til FIA WEC bragt sig ind midt i spekulationerne om, hvordan italienerne og deres fortsatte fabriksteam AF Corse har tænkt sig at gribe sådan en opgave an.

Nu er der imidlertid lidt nyt under solen, for i et interview med amerikanske Sportscar365 slår Antonello Coletta, der er lederen af Ferraris GT-afdeling fast, at man går med den samme grundlæggende løsning, som Toyota og Peugeot allerede har slået sig op på.

Annonce:

Derfor bliver bilen en hybridracer, hvor også forhjulene trækker med. Men som det også fremgår i interviewet, så er Coletta ikke just åbenmundet med oplysninger om Ferraris kommende hypercar, som vi forventeligt får mere at se til i løbet af året. Ligeledes er der heller ikke sat navne på kørerne endnu.

Iron Lynx justerer lineups til Le Mans

Et sted, hvor der til gengæld er helt håndfast Ferrari-nyt, er hos Iron lynx og Iron Dames. Begge hold har nemlig i dag annonceret en udskiftning, og det giver dels Le Mans-debut til Ferraris officielle F1-testkører Callum Ilott, og dels bliver der også debut til belgiske Sarah Bovy, som ovenpå en flot debutweekend i FIA WEC er taget ind som ny bronzekører hos Iron Dames.

Dermed deler Bovy bil til Le Mans med Michelle Gatting og Rahel Frey, mens Manuela Gostner er skiftet ud i Iron Dames-bilen, og i Iron Lynx’ #80 tager Ilott over for Iron Lynx-teamchef Andrea Piccini, der har valgt at træde tilbage som aktiv kører for at hellige sig titlen som teamchef fuldt ud, forklarer han i Iron Lynx’ udmelding:

– Jeg vil naturligvis savne at køre løbet i år, men det lader mig få fuldt fokus på at drive teamet. At vi får Callum med på Le Mans styrer blot vores allerede fantastiske samarbejde med Ferrari og Ferrari Driver Academy, og siden vi netop for et par uger siden annoncerede vores nye samarbejde med Prema, så er der et væld af spændende muligheder åbne for os.

Callum Ilott kører derfor Le Mans med Rino Mastronardi og Matteo Cressoni.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar