De store oversvømmelser, der har ramt Tyskland og Belgien hårdt i den forgangne uge, får nu konsekvenser for årets 24 Hours of SPA. Det store Porsche-team Frikadelli Racing skulle have stillet med to probiler for Porsche med henholdsvis Dennis Olsen, Frédéric Makowiecki og Patrick Pilet samt Thomas Preining, Michael Christensen og Julien Andlauer, men teamet har nu trukket stikket på deltagelsen.

Oversvømmelserne har ramt området i nærheden af teamets hovedkvarter ved Nürburgring hårdt – og det gælder også flere af teamets ansatte, forklarer teamejer og teamchef Klaus Abbelen i en udmelding fra teamet.

Annonce:

– Den seneste uges begivenheder har rørt os alle dybt. Der er mange ansatte på teamet, som enten selv eller hvis familier er ramt hårdt af oversvømmelserne, og derfor har jeg besluttet, at vi står over løbet på SPA. Vores kærlighed til racing er altoverskyggende, men det har absolut højeste prioritet at lokalområdet kommer på fode igen, og jeg er stolt af, at Porsche også deler den betragtning og støtter os i vores valg.

Der er endnu ikke truffet en beslutning omkring alternative indsatser fra Porsche, men Porsches Sebastian Golz siger til tyske Motorsport Total, at man arbejder på sagen.

24 Hours of SPA køres den 31. juli-1. august.

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Skriv et svar