Guide: Alt du skal vide om Formel 2 i 2022

Jehan Daruvala sejrede i lørdagens sene løb, som var det mindst kaotiske af de tre i denne weekend. Foto: Lars Baron/Getty Images
Foto: Lars Baron - Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images

I den kommende weekend, den 19-20. marts, skydes en ny sæson i gang i Formel 2. Og traditionen tro, så følger vi F1-aspiranterne tæt her på Boxengasse. Så som optakt til den nye sæson, hvor Frederik Vesti tørner ud i klassen, har vi en udførlig guide klar til sæsonpremieren. Her er lidt om bilerne, feltet og så videre.

Igen i år vil denne guide omhandle mesterskabet, det helt nye (men gamle) format i weekenderne og de tekniske specifikationer på bilen. På den sportslige front runder vi de navne, vi mener du bør holde et skarpt øje med gennem sæsonen, og så selvfølgelig et kig på kalenderen.

Spænd 4-punktsselen – der er rigeligt vi skal omkring i denne guide.

Husk at du kan følge hele Formel 2-sæsonen og Frederik Vesti på Boxengasse lige her

Juri Vips fanget i solskinnet under anden testdag i Bahrain. Foto: Joe Portlock – Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images

Bil, motor og teknik
Lad os starte med det tekniske, for der er en del at tage fat i netop her.


Udover at bilen ligner en mindre Formel 1-bil, så er der en række andre punkter der gør, at Formel 2-bilen er unik.

Bilens specifikationer lyder på en længde på 5,22 meter, bredde på 1,90 meter og højde på 1,09 meter. Disse tal er med til at muliggøre de tætte kampe, som du uden tvivl bliver vidne til. 1,90 er en relativt smal bredde på en formelbil af denne kaliber, og det er først og fremmest godt på de tre bybaner som feltet besøger i den kommende sæson. Monaco, Baku og Jeddah er normalt ikke oplagte steder at overhale, men det har Formel 2 modbevist gang på gang.

Dertil vejer hele bilen optimalt 755 kilo inklusive køreren. Disse 755 kilo er også inklusive en 125 liters brændstofstank.

Bilen drives af en turboladet, 3,4-liters V6 motor fra Mecachrome. Den leverer 620 hk og 570 nm. Dette skaber en, på papiret, 0-100 km/t tid på 2,9 sekunder, 0-200 km/t på 6,6 sekunder samt en topfart (med Monza opsætning og DRS) på 335 km/t. Under en hård nedbremsning kan kørerne opleve helt op til 3,5 G i g-påvirkning. Dertil kører Formel 2-bilerne med en 6 trins sekventiel-gearkasse.

Selve bilen er opbygget på en Dallara-platform, hvilket betyder at både for- og bagvinge er udviklet og produceret af Dallara, ligesom det er tilfældet med resten af karosseriet. Dertil kører serien også med den velkendte titaniums-Halo (bygget efter Formel 1 krav), samt det DRS system man ligeledes genkender fra Formel 1.

DRS-reglerne i Formel 2 er i øvrigt defineret præcist som de er i Formel 1, hvor det kun er tilladt at åbne vingen, såfremt du er indenfor et sekund på forankørende ved sporingszonen. At der med italienske Dallara kun er én producent, der står for al udvikling og produktion, er med til at reducere omkostningerne betragteligt i F2. Så selvom F2 på ingen tænkelig måde er billigt at drive, så menes det ifølge FIA’s udregninger kun at koste omkring 2% af et gennemsnitligt Formel 1-teams budget, at drive et helt Formel 2-team. Det sætter tingene lidt i perspektiv.

Ud over dette, er Formel 2-feltet også velkendte med de 18” fælge som Formel 1 introducerer i år. Formel 2 har allerede nu kørt med dem i to sæsoner, og har derfor værdifulde data og færdigheder med netop disse dækstørrelser. Guanyu Zhou som avancerer til Formel 1 i år, kan have opnået en fordel med den erfaring han allerede nu besidder med dækkene.

Oscar Piastri sikrede sig mesterskabet i 2021, da han kørte for Prema Racing. Foto: Joe Portlock – Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images

Mesterskabet
Der er på alle hylder lagt op til en spændende sæson i 2022. Denne sæson bliver den sjette efter serien officielt skiftede navn fra GP2 til Formel 2. Tanken ved navneskiftet var, som vi skrev i forrige års guide, at gøre vejen til Formel 1 mere strømlinet.

Derfor blev GP3 også til Formel 3, og på den måde var vejen fra gokart til Formel 1 mere tilrettelagt. De naturlige skridt op gennem Formel 4, Formel 3, Formel 2 og til slut Formel 1 var tydeligere end nogensinde.

Det er derfor den sjette sæson at serien hedder Formel 2, og siden navneskiftet har den leveret fede sæsoner med vanvittige løb og tætte dueller. Læs f.eks. om det vanvittige løb på Jeddah i efteråret lige her og få en forsmag på hvad du har i vente.

Formel 2 kører også alle løb på kalenderen som supportklasse til Formel 1, dermed ment at alle løb Formel 2 skal køre i den kommende sæson, finder sted i løbet af en Formel 1-weekend. Det giver de nye talenter, muligheden for at vise deres kunnen til de rigtige personer.

I alt kører de 22 biler, 28 løb hen over hele sæsonen, fordelt på 14 løbsweekender.

Liam Lawson i hans Red Bull-bemalede Carlin-racer, varmede op til 2022-sæsonen i Bahrain for en uge siden. Foto: Bryn Lennon – Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images

Ændringer i løbsweekenden

Hvis man kender lidt til Formel 2 i forvejen, ved man at de tidligere har kørt to løb i hver løbsweekend. Det blev ændret til den forrige sæson, således feltet skulle køre tre løb hver weekend, til gengæld så i et færre antal af weekender.

Det format er dog blevet skrottet, da FIA samt Formel 2 og 3 har valgt at gå tilbage til det gamle og velkendte format igen. Det betyder at Formel 2-sæsonen byder på to løb hver weekend –  fordelt på hele 14 løbsweekender. Det bliver dermed en rekordsæson, da 28 løb er det højeste antal nogensinde i F2.

Formatet bliver som følgende i løbsweekenderne:
Fredag: Én træning (45 min) og én kvalifikation (30 min)
Lørdag: Ét Sprint-løb á 120 kilometer eller 45 min (alt efter hvad der kommer først)
Søndag: Ét Feature-løb á 170 kilometer eller én time (alt efter hvad der kommer først)

Der vil, som sædvanligt, ikke være et krav om et pitstop i sprintløbet.

Feature-løbet fortsætter dog med at have krav om mindst et pitstop, hvilket dermed også betyder et skift af alle fire dæk til en anden type. Bilen skal derfor have benyttet de to tørvejrs-dæktyper som er fastsat inden weekenden igennem et feature-løb. Den eneste undtagelse til dette, er hvis det regner og feltet derfor skal benytte regnvejrsdæk – præcis som vi kender det fra Formel 1.

Til trods for der kun er en kvalifikation per løbsweekend, er der ikke den store forskel på forrige sæsons opsætning af dette. Fredagens kvalifikation bestemmer stadig startpositionerne på kørerne til søndagens Feature-løb. Top-10 i kvalifikationen spejlvendes til lørdagens sprint, således at køreren med pole position i kvalifikationen starter som nummer 10.

Hver kører får også tildelt seks sæt tørvejrsdæk til hver weekend, i forhold til de fem de fik i forrige sæson. Ud af disse seks sæt, er de fire af dem ’prime’-sæt, og de sidste to ’option’-sæt. Dertil får hver kører også tre sæt regnvejrsdæk per løbsweekend.

Frederik Vesti kører atter for ART Grand Prix, dog nu i Formel 2. Her er han fanget til Frankrigs Grand Prix på Paul Richard.
Foto: Joe Portlock – Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images)

Pointfordeling

Pointfordelingen i Formel 2 er ikke helt som man kender det fra Formel 1, grundet weekendernes løbsformat med to løb. Køreren der tager pole position i fredagens kvalifikation, får tildelt to points.

I sprintløbet om lørdagen er det top-8 der får point (10, 8, 6, 5, 4, 3, 2, 1).

I søndagens featureløb gives der point til top-10, hvilket betyder pointfordelingen her er som vi kender det (25, 18, 15, 12, 10, 8, 6, 4, 2, 1).

Det er muligt at få endnu et point i begge løb, såfremt en kører sætter hurtigste omgangstid og slutter indenfor top-10 i det respektive løb som tiden er sat i.

På den måde er det maksimale antal point, en kører kan score hen over en weekend nu blot 39 point, i stedet for 65 som det var forrige sæson med tre løb og andre pointfordelinger.

Kørere og teams

Formel 2 feltet består af 11 teams og 22 kørere i denne sæson. Danske Frederik Vesti kører for ART Grand Prix, hvortil det næsten kan siges, at han har overtaget hvor en anden dansker slap. Christian Lundgaard kørte for teamet sidste år, ligeledes med Theo Pourchaire ved sin side. I år er det Vesti, der teamer op med franskmanden, som sluttede på femtepladsen i sidste sæson. Herunder er et kort overblik over de 11 teams.

Prema Racing
Det italienske team fra 1984 har en stor historie, og deres fokus på Formel 2 og Formel 3 kan tydeligt ses på resultatlisterne. Kørere som Charles Leclerc, Mick Schumacher, Nyck De Vries, Frederik Vesti og mange flere, har alle været forbi Prema Powerteam på et tidspunkt i deres karriere.

Prema vandt endnu engang teammesterskabet i 2021, præcis som de også gjorde det i 2020. Sidste år kørte teamet med Robert Shwartzman og Oscar Piastri, hvortil sidstnævnte også vandt det individuelle kørermesterskab. Shwartzman sluttede mesterskabet af på andenpladsen. Det er derfor – efter alt at dømme – et team, som kommer til at kæmpe med om sejrene i år. Hold specielt øje med norske Dennis Hauger, som vandt Formel 3-mesterskabet med Prema Racing i 2021.

Virtuosi Racing
Det tidligere UNI-Virtuosi Racing, hedder nu blot Virtuosi Racing i år. De sluttede forrige sæson med fire sejre, én pole position og 13 podieplaceringer i alt, hvilket resulterede i en samlet andenplads i teammesterskabet.

Teamet har i år ti års jubilæum, hvilket betyder at det endnu er et forholdsvist ungt team. Den nuværende Formel 1-kører for Alfa Romeo, Guanyu Zhou, og brasilianske Felipe Drugovich kørte for teamet sidste sæson, hvor kineseren leverede størstedelen af de ovennævnte resultater. Brasilianeren stod for blot tre podieplaceringer ud af de 13. I år stiller de med to nye navne for teamet, efter Guanyu Zhou forlod teamet efter tre år. Jack Doohan har lidt erfaring med en Formel 2-racer, da han nåede at køre seks løb for MP Motorsport i 2021. Her endte han blot med at indtjene 7 point. Doohan sluttede dog Formel 3-mesterskabet på andenpladsen med Trident.

Marino Sato er derimod ikke et nyt navn i Formel 2. Han har deltaget i Formel 2-mesterskabet i 2019, 2020 og 2021, men scorede et enkelt point i de to forrige sæsoner. Alt tyder dermed ikke på at Doohan får hård kamp til stregen i den interne dyst i år.

Carlins newzealandske kører, Liam Lawson, fanget I mørket I Bahrain under testene forud for sæsonen. Foto: Joe Portlock – Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images)

Carlin
Carlin er endnu et team med en spændende historie og det engelske team er ikke mindst ét, som rigtig mange store navne har på deres respektive CVér.

Sebastian Vettel, Daniel Ricciardo, Kevin Magnussen, Carlos Sainz Jr., Lando Norris, George Russel, Marco Sørensen og senest Yuki Tsunoda er alle kørere, som har været forbi Carlin, der tidligere hed Carlin Motorsport. Teamet bankede i øvrigt på til F1 tilbage i 2006-2008. Sidste år kørte Dan Ticktum og Jehan Daruvala for teamet, men de er begge væk i den kommende sæson. De er erstattet af Liam Lawson og Logan Sargeant, to kørere som begge sagtens kan køre med om sejre, Liam Lawson har dog den bedste historik, og er derfor at regne som favoritten hos Carlin i denne sæson.

Hitech Grand Prix
Hitech Grand Prix har skrevet kontrakt med Jüri Vips og Marcus Armstrong, to unge talenter der begge hungrer efter sejre.

2020 var Hitechs første år i Formel 2, så en fjerdeplads i teammesterskabet i både 2020 og 2021 er godkendt. Jüri Vips er ikke et nyt ansigt i folden hos Hitech Grand Prix, da han også kørte for teamet i forrige sæson, hvor det blev til to sejre og seks ture på skamlen. Marcus Armstrong er heller ikke et nyt ansigt i Formel 2, da han har deltaget i serien siden 2020. Her har han kørt for både ART Grand Prix og DAMS og er skiftet til Hitech Grand Prix i år. De to forrige forsøg i Formel 2 har ikke været succesfulde for Armstrong, men måske 2022 er året for kiwien. Indtil han viser sit værd, vil Jüri Vips være at regne som favoritten hos Hitech Grand Prix.

Theo Pourchaire bliver Frederik Vestis teamkammerat i 2022-sæsonen. Her fotograferet kort efter målflaget i sæsonåbningsweekenden forrige år. Foto: Dan Istitene – Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images

ART Grand Prix
ART Grand Prix er utvivlsomt det teamnavn, du kommer til at høre mest i den danske F2-dækning den kommende sæson. Her finder vi Frederik Vesti, som i år rykker op i F2 fra F3.

Den danske Mercedes juniorkører ligger lunt i svinget og kender arbejdsgangene hos det franske team, da han senest kørte Formel 3 med selvsamme team. Her sluttede han på en fjerdeplads i mesterskabet, blot ni point fra tredjepladsen. Det franske team blev grundlagt af Frédéric Vasseur og Nicholas Todt i 1991, og har sidenhen kørt adskillige titler hjem. Lewis Hamilton, Nico Rosberg, Nico Hulkenberg og Stoffel Vandoorne er alle fire blevet GP2-mestre med ART Grand Prix, dengang serien hed det. Og i GP3/F3 har ART også en bundsolid historik. Esteban Gutiérrez, Valtteri Bottas, Esteban Ocon, Charles Leclerc, George Russel og Anthoine Hubert er alle blevet GP3-mestre med teamet undervejs.

Sidste år var det Christian Lundgaard og Théo Pourchaire, der repræsenterede teamet, og i år er det så Frederik Vesti, der får Théo Pourchaire i den anden side af garagen. Franskmanden sikrede sig to sejre og tre podieplaceringer i alt i 2021, og har også kørt F3 med ART. Det er ikke svært at vælge en favorit blandt de to, da Frederik Vestis historik unægteligt gør ham til favoritten i det historiske franske team.

MP Motorsport
Hos MP Motorsport har brasilianske Felipe Drugovich indfundet sig endnu engang. Brasilianeren kørte for teamet i 2020-sæsonen, men skiftede i 2021 til UNI-Virtuosi Racing. Det blev dog ingen succes, så i år er han endnu engang at finde i det hollandske team.

Ved hans side er Clément Novalak, som fik debut for teamet i 2021, da han deltog i de sidste seks løb i sæsonen. Han er tidligere britisk mester i F3 og sikrede sig en tredjeplads i FIAs Formel 3-mesterskab i 2021 hos Trident. MP Motorsports historie strækker sig tilbage til 1995, så motorsportserfaring er ikke noget de mangler, selvom resultaterne i Formel 2 aldrig er blevet til mere end en sjetteplads. De har to lige erfarne kørere lagt an til denne sæson, hvilket er årsagen til vi ikke kan udnævne en konkret favorit blandt dem.

Charouz Racing System
Tjekkiske Charouz Racing System blev grundlagt i 1985 i Prag, og har i år hvervet sig Enzo Fittipaldi og Cem Bölükbasi. Sidstnævnte er en tyrkisk racerkører, som ikke mange har hørt om. Det er dog heller ikke fordi hans CV prydes af flotte resultater og mange sejre. Han har kørt racerløb siden 2007 og har endnu til gode at vinde et mesterskab. Fittipaldi har dog et lidt mere fremtonende CV, da han har vundet det italienske F4 mesterskab i 2018, mens han ligeledes tog tredjepladsen i den tyske ADAC Formel 4 samme år. Seneste resultat fra brasilianerens side var en andenplads i Formula Regional Europe i 2019.

Fittipaldi nåede at køre otte løb for teamet i 2021 sæsonen. Teamet har ikke vundet et Formel 2-løb siden 2018, og i 2021 blev det kun til to podieplaceringer for David Beckmann, mens Enzo Fittipaldi, Richard Verschoor eller Guilherme Samaia aldrig placerede sig højere end en syvendeplads. Det bliver spændende at se, om teamet kan få konstante resultater ud af den kommende sæson.

DAMS
Det franske team, DAMS, har i mange år været synonym med sejre, pole positions og ikke mindst mesterskaber, men i 2020 gik noget helt galt for det ellers sejrsvante, franske team. Kun en enkelt podieplacering til Jüri Vips samt fire podieplaceringer og én sejr til Dan Ticktum, var hvad der kunne vrides ud af raceren. Bestemt ikke noget teamet var vant til. I 2021 gik det blot endnu værre, da teamet kun høstede en enkelt sejr og tre podieplaceringer over hele sæsonen. I år fortsætter Roy Nissany hos DAMS, mens Ayumu Iwasa er ny på holdet – Iwasa kommer fra F3.

Både Romain Grosjean og Jolyon Palmer er tidligere mestre i GP2 med DAMS, ligeledes er Kevin Magnussen og Carlos Sainz Jr. i Formel Renault 3.5. DAMS har hårdt arbejde forude, men vi glæder os til at se hvad 2022 kan bringe for dem.

Ralph Boschung kørte også for Campos Racing i 2021, og fortsætter i selvsamme team i 2022. Hans teamkammerat i år er dog Olli Caldwell. Foto: Dan Mullan/Getty Images

Campos Racing
Campos Racing stiller endnu engang til start med Ralph Boschung. Han bliver dog i denne sæson flankeret af Olli Caldwell, som lige nåede at køre seks løb for teamet i 2021.

Caldwell sluttede Formel 3-mesterskabet af med en samlet ottendeplads, inden han fik chancen i to weekender for Campos Racing. Ralph Boschung kan ikke pryde sig med et stort motorsports-CV, han har endnu til gode at slutte højere end top-4 i nogen serie han endnu har deltaget i.

Teamet leverede nogenlunde i 2019-sæsonen med Jack Aitken og hans tre sejre (samt syv podieplaceringer), men i 2020 kom teamet ud på et skråplan. Begge biler udgik to gange hver, hvoraf den ene med Guilherme Samaia aldrig endte højere end en 14. plads. Den tendens fortsatte i 2021, hvor Gianluca Petecof og Ralph Boschung begge udgik tre gange hver. Noget kunne tyde på, at teamet lider under det høje topniveau der er i Formel 2, både i de forrige sæsoner men sågar også i den kommende. Her er ingen favorit, og teamet kommer således til at kæmpe om placeringerne udenfor top-10.

VAR (Van Amersfoort Racing)
Tyske HWA Racelab stoppede al deres aktivitet i Formel 2 og Formel 3 med udgangen af 2021-sæsonen. Derimod blev det en åbning for det velkendte hollandske VAR-team. Van Amersfoort Racing stiller i år med Jack Hughes og Amaury Cordeel, som begge skal kæmpe for de gode resultater for teamets debut-sæson. Jack Hughes har det forrige års tid arbejdet som simulatorkører hos Mercedes F1 Team, hvortil han ligeledes var reservekører for Formel E-teamet.

Han kørte også få afdelinger både i Formel 2 (med HWA Racelab) og Formel 3 (Carlin Buzz Racing). Hughes skal ligeledes figurere som simulatorkører for både Mercedes F1 Team og Aston Martin F1 Team i 2022. Amaury Cordeel har et mere anonymt CV, da han sidste sæson kørte Formel 3 hos Campos Racing. Her sluttede han dog uden et eneste podium eller point efter 20 løb. Sidst han reelt vandt noget var i 2018, hvor han vandt det spanske Formel 4 mesterskab med MP Motorsport.

Trident
Det italienske team Trident har i år skrevet kontrakt med Richard Verschoor og Calan Williams. Teamet sluttede på en 11. plads i 2021, hvor de havde kontrakt med japanske Marino Sato og hollandske Bent Viscaal.

Verschoor kørte forrige år hos MP Motorsport og Charouz Racing System, men forsøger nu at sikre sig bedre resultater hos Trident. Williams derimod kørte Formel 3 hos Jenzer Motorsport i 2020 og 2021, hvor han kun har sikret sig et enkelt podium. Teamet havde også et dansk islæt i 2019, da Christian Lundgaard deltog i to afdelinger for det italienske team. Trident har dog ikke en eneste sejr i posen i deres korte Formel 2-historik, til trods for to andenpladser sidste år. Bliver det i 2022, de sikrer sig deres første sejr?

Hvem kører for hvem?

Team Kørernummer Kører
Prema Racing 1 Dennis Hauger
2 Jehan Daruvala
Virtuosi Racing 3 Jack Doohan
4 Marino Sato
Carlin 5 Liam Lawson
6 Logan Sargeant
Hitech Grand Prix 7 Marcus Armstrong
8 Jüri Vips
ART Grand Prix 9 Frederik Vesti
10 Théo Pourchaire
MP Motorsport 11 Felipe Drugovich
12 Clement Novalak
Campos Racing 14 Olli Caldwell
15 Ralph Boschung
DAMS 16 Roy Nissany
17 Ayumu Iwasa
Trident 20 Richard Verschoor
21 Calan Williams
Charouz Racing System 22 Enzo Fittipaldi
23 Cem Bölükbasi
Van Amersfoort Racing (VAR) 24 Jack Hughes
25 Amaury Cordeel

Formel 2-kalenderen 2022

Testdage:

2. – 4. marts – Sakhir, Bahrain (er afholdt)
12. – 14. april – Barcelona, Spanien

Løbsweekender:

18. – 20. marts Sakhir, Bahrain
25. – 27. marts Jeddah, Saudi-Arabien
22. – 24. april Imola, Italien
20. – 22. maj Barcelona, Spanien
27. – 29. maj Monte Carlo, Monaco
10. – 12. juni Baku, Aserbajdsjan
1. – 3. juli Silverstone, Storbritannien
8. – 10. juli Spielberg, Østrig
29. – 31. juli Budapest, Ungarn
26. – 28. august Spa-Francorchamps, Belgien
2. – 4. september Zandvoort, Holland
9. – 11. september Monza, Italien
18. – 20. november Yas Marina, Forenede Arabiske Emirater

Hvor kan du se Formel 2?

Hvis du ønsker den største dækning af serien, anbefaler vi at købe et abonnement til F1TV. Herpå kan du se alle sessioner, ikke blot for Formel 2, men også Formel 1, Formel 3, Formel W og de supportklasser som deltager i de forskellige weekender. Derudover huserer de også det største arkiv for disse serier, så du kan se tilbage i historien.

Derudover sender NENT Group (Viaplay) også løbene. Dette foregår typisk på TV3 MAX, TV3 Sport, TV3+ og Sport Ultra HD. Derudover kan du også se det vi Viaplay-appen såfremt du har sportsabonnement.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: