Der skal flere danskere til start på Le Mans. Det synes at være den fremmeste målsætning hos danske High Class Racing for tiden – og det er et formål, vi her på Boxengasse kun kan bakke op om.

Det danske team har siden Le Mans-debuten i fjor fået en fast bil med i WEC og vil derfor køre årets Le Mans med minimum én racer i LMP2, men ambitionerne fra teamet med de nordjyske aner er større. Der arbejdes officielt på fuld kraft for at få en LMP2-racer mere til start i årets udgave af Le Mans, og ideelt set med Jan Magnussen som den ene kører.

Annonce:

Men Le Mans-planerne er på ingen måde det eneste, som High Class Racing barsler med for tiden. Teamet har lige løftet sløret for, at man agter at åbne et akademi, og derfor greb vi knoglen og ringede til Nikolaj Johansen, der er Team Manager hos High Class Racing.

– Akademiet handler først og fremmest om, at vi gerne vil udvikle nye talenter og give nogle folk chancen for at sigte mod nye, internationale mål i de serier, som vi kører i. Akademiet får sit udgangspunkt i Barcelona og har naturligvis det mål at vi blandt andet skal finde kørere til vores fortsatte engagement i langdistanceløb, forklarer han.

Første mand i det nye akademi er polske Marcin Fedyna, som forleden blev præsenteret som ny mand hos High Class Racing. Polakken er først og fremmest på plads for at teste og udvikle en flåde af Formel 4-racere, ligesom han får en fast rolle i det danske teams satsning i LMP2 i European Le Mans Series som simulatorkører. Fedyna kommer med erfaring i GT-racing og prototyper, og kørte sidste år i Michelin Ultimate Cup Series, og ses af det danske team som ét af fremtidens håb. Flere kørere har foruden Marcina Fedyna været til test hos teamet, og Nikolaj Johansen forsikrer overfor Boxengasse, at man snart vil præsentere flere navne.

Netop det engagement er vokset betragteligt i de forgangne år, og teamet er nu på plads i både European Le Mans Series og FIA WEC, men står det til Nikolaj Johansen og resten af holdet, så er der ambitioner om at nå bredere ud end som så.

– Marcin har erfaring fra GT og LMP3, og vi vil gerne udvikle ham som et led i nye satsninger. Herunder er LMP3 en interessant kategori, som vi arbejder på at gå ind i, forklarer han.

Akademiet handler først og fremmest om, at vi gerne vil udvikle nye talenter og give nogle folk chancen for at sigte mod nye, internationale mål i de serier, som vi kører i.
Nikolaj Johansen, Team Manager, High Class Racing

High Class Racing præsenterede forleden deres visioner for en eventuel #20 på Le Mans. Den kommer til at se således ud – og nævnes indtil videre som eventuel, da ACO endnu ikke har præsenteret startgridden og dermed alle inviterede biler til årets Le Mans. Illustration: High Class Racing

Le Mans

Sommerens højdepunkt i en tæt pakket sæson bliver imidlertid Le Mans. Her håber Nikolaj Johansen, at det falder sådan ud, at High Class Racings navn lander på én af de omkring 20 pladser, som stadig står åbne til årets løb. Sker det, så har det danske team to biler med i LMP2.

– Vi ser meget frem til at få afgjort det med pladserne til Le Mans. Først skal Asian Le Mans Series lige afgøres, og derudover er der andre teams, som har søgt om pladser – de er heller ikke afgjort endnu. Som jeg ser det, så er der cirka 20 åbne pladser, og der håber vi absolut at kunne få én, forklarer han og fortsætter:

– Vi har i forvejen vores #33 med Anders Fjordbach, Kenta Yamashita og Mark Patterson, som qua deres fulde sæson i WEC er sikre på en plads, men vi håber at få vores #20 med ind – og kan det gå hen at blive med Jan Magnussen, så er det fantastisk. Samtidigt vil jeg tilføje, at vi virkelig glæder os over, at Jan har fået chancen ved Corvette her til COTA og Sebring. Det er et par spændende måneder vi går i møde, afrunder han.

Magnussen er klar til Le Mans med High Class Racing – hvis billetten kommer

Jan Magnussen tester LMP2 hos High Class Racing

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar