IMSA: Wayne Taylor Racing genvinder Laguna Seca

#10: Konica Minolta Acura ARX-05, Acura DPi, DPi: Ricky Taylor, Filipe Albuquerque
Foto: IMSA/Foto: IMSA/Jake Galstad

IMSA Weathertech Sportscar Championships fjerde afdeling blev i aftes dansk tid kørt på Laguna Seca – et løb, som ikke blev den store succes set med danske briller, og som endte med generel sejr til Wayne Taylor Racings Ricky Taylor og Filipe Albuquerque, som vandt løbet for andet år i træk.

Action manglede der til gengæld ikke på den legendariske, californiske asfalt, hvor flere biler allerede i sving 2 på første omgang var ved ende i lidt af et drama. Det kostede en snurretur for blandt andet PR1 Mathiasen Motorsports, som ikke havde Mikkel Jensen med i kraft af, at danskeren kun kører IMSA’s endurance-del i år, og derfor ikke er med i disse lidt kortere løb. Jensen er tilbage i forbindelse med det næste sekstimersløb på Watkins Glen i juni.

Start på Laguna Seca. Foto: Jake Galstad/IMSA

Wayne Taylor-raceren kom godt fra start – i kamp med Acura-kollegerne fra Meyer Shank Racing, og netop dén bil kom faktisk foran for en kort bemærkning med Tom Blomqvist ved rattet, men trafikken gik ud over Meyer Shank Racing, som ellers var godt med i kampen om sejren, forklarede han til IMSA.com efterfølgende:

– Jeg havde meget mere fart end dem, så vi måtte bare afvente det, og vi lavede også en fin strategi, hvor vi kunne stoppe en omgang tidligere og lave et undercut. Desværre ramte vi den værste trafik på det værste tidspunkt. Filipe (Albuquerque, red.) var ret fremadstormende ved Corkscrew og kom gennem trafikken, men den mulighed fik vi ikke, forklarede han.

High Class Racing var specielt i løbets første halvdel godt kørende, men det danske team fik ikke fuldt udbytte på Laguna Seca efter et småproblem ved et pitstop. Foto: IMSA/Jake Galstad

I LMP2 var danske High Class Racing tilbage og endte med en sjetteplads i klassen efter et løb, hvor et problem med en hjulmøtrik kostede teamet tid. Klassen blev vundet af Tower Motorsports Louis Deletraz og John Farano, som endte med at spole et forspring ud, efter PR1 Mathiasen Motorsports Oreca ikke kunne holde farten i løbets slutning.


High Class Racing brød godt gennem feltet i løbets første del, og fra startpositionen som nummer fire lykkedes det at komme godt gennem løbets lidt kaotiske begyndelse til en andenplads. Senere fulgte det, der blev løbets eneste safetycarperiode efter det uheld, som Russell Ward havde i Winward Racings Mercedes AMG GT3 fra GTD-klassen, og efter første pitstoprunde endte den danske bil med at føre i LMP2.

Desværre holdt det ikke hele vejen hjem, for i forbindelse med anden runde pitstops tabte teamet tid på grund af problemerne med møtrikken.

Teknisk problem kostede løbet for Inception Racing og Frederik Schandorff

For Frederik Schandorff og Inception Racing blev løbet på Laguna Seca desværre en ret uforløst indsats. Farten var der til meget mere end resultatet viser, for Frederik Schandorff og teamet satte klassens bedste omgangstid, men et teknisk problem med bilen undervejs i det to timer og 40 minutter lange løb endte med at koste dem muligheden for point.

I stedet endte GTD-løbet med en sejr til Porsche og Wright Motorsports, som med Jan Heylen afgjorde det hele sidst i løbet. Generelt gik hele GTD-løbet til målflaget, for andenpladsen blev placeret på allersidste omgang, da Jeff Westphal i sin Lamborghini Huracan fra CarBahn gik forbi Bill Auberlens BMW M4 fra Turner Motorsport.

I GTD Pro fik Pfaff Motorsports et godt comeback efter et rædselsfuldt løb i Long Beach sidste gang, hvor et mærkeligt uheld i pitten endte med at koste teamet løbet. På Laguna Seca var der til gengæld ikke meget slinger i valsen for Mathieu Jaminet og Matt Campbell, som tog sejren med 31,9 sekunder ned til Vasser Sullivan Lexus-raceren med Jack Hawksworth og Ben Barnicoat.

IMSA er tilbage om to uger på Mid-Ohio.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: