Interview: Patrik Matthiesen skifter til GT3 for Allied Racing

Patrik Matthiesen bliver det næste danske navn hos Allied Racing - i den nye sæson skifter sønderjyden GT4 ud med GT3. Foto: SRO
Foto: GT World Challenge Europe/SRO

Patrik Matthiesen er klar til en ny start i 2022 – en sæson, som for sønderjyden kommer til at byde på nyt hele vejen rundt. I december fik Matthiesen nemlig chancen til en test for Allied Racing, som gennem de senere år har haft flere danskere – senest Bastian Buus – med sig, og nu går Patrik Matthiesen samme vej og skifter dermed også GT4 ud med GT3 – og Aston Martin ud med Porsche.

Patrik Matthiesen skal i 2022 køre for tyske Allied Racing i GT World Challenge Europe, og dermed er drømmen om GT3 også blevet en realitet for sønderjyden, som efterhånden har et par sæsoner i GT4 på sit CV. Det er selvsagt en opgave, som Matthiesen ser frem til:

– Det bliver ekstremt fedt. Løbene bliver længere ved at jeg skifter til GT World Challenge, men det er også noget jeg har prøvet før i de længste afdelinger af British GT (3 timer, red.) og så selvfølgelig i 24H Series. Forskellen er til gengæld at gøre det i GT3 i stedet for GT4. Bilen er mere krævende på så mange parametre – den har flere kræfter, G-kræfterne er større og så videre. Der er helt sikkert en læringskurve der, men det ser jeg virkelig frem til at få gang i, forklarer Patrik Matthiesen til Boxengasse.

https://www.facebook.com/PatrikMatthiesenOfficial/posts/3301904550036738

 

Comebacket


Indlæringskurven blev ikke mindre stejl af, at Patrik Matthiesen ikke havde den bedste 2021-sæson. Det hele blev afbrudt undervejs, så da testmuligheden hos det tyske team bød sig, var det Patrik Matthiesens første omgange i en racerbil i næsten otte måneder. Den test gik så godt, at det endte med en aftale – og takket være stor, lokal opbakning har Patrik Matthiesen fået det hele til at gå op.

– Muligheden opstod efter vi snakkede lidt med Bastian Buus, som også har kørt ved Allied – og det endte med et tilbud om en test. Jeg har altid drømt om at køre GT3 og haft det som et mål at ende der en dag – og nu skete det. Det var ikke gået uden den store opbakning fra sponsorerne og mit bagland, som virkelig har givet den en skalle for at få det her til at lykkes, forklarer Patrik Matthiesen, som med testen kom tilbage bag rattet efter en ufrivillig pause gennem et svært 2021.

Derfor var den første tur i Allieds Porsche 911 GT3R et ekstra stort spring:

– Skal jeg være helt ærlig, så var det et langt spring med testen. Jeg havde ikke kørt i næsten otte måneder, men hoppede ind og gav den fuld gas. Jeg fik et chok, da jeg slap pit-limiteren, for den har bare så meget mere af alt end en GT4-bil. Det var en fantastisk oplevelse, og nu venter der jo samtidigt en sæson med mange nye baner, og så 24-timersløbet på SPA, som i min verden er ét af de der helt særlige løb. Det er et benhårdt løb, som altid går helt til den bitre ende inden afgørelsen falder – det så vi også sidste år. Nu er opgaven derfor rimeligt klar – jeg skal i mit livs form, og derudover går turen snart til Tyskland for at lære endnu mere om bilen, afrunder han.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: