Efter et års fravær er Jan Magnussen tilbage på de danske baner. Tiden med eget team er parkeret, og i stedet har Magnussen fundet sammen med silkeborgensiske LM Racing i TCR Denmark.

Samtidigt er det også et comeback til forhjulstrukne racere for Magnussen, som efter teamets egne tests og de første officielle testdage i serien kan konkludere, at der er nok at se til i denne uge op til premieren på den nye, danske serie. Men det er også en Jan Magnussen, som er særdeles positiv omkring de nye biler, som nu ruller ind på den danske motorsportsscene:

Annonce:

– Det er super skægt at være tilbage i Danmark med TCR. Det er nogle gode biler, men vi har stadig en del at lære, for det har været begrænset, hvor meget vi har fået testet indtil nu. Og nok har vi da fået kørt, men det er begrænset hvad du finder på to testdage på Padborg Park og nu to her på Jyllandsringen, forklarer han og tilføjer:

– Men vi glæder os til at komme i gang, og for det er nogle rigtig gode biler, siger han om sin Volkswagen Golf VII TCR fra LM Racing.

Bauhaus-farverne er fulgt med, men ellers er det meste nyt for Jan Magnussen i skiftet til TCR Denmark med LM Racing. Foto: Kim Gripping/TCR Denmark

Fra Super 2000 til TCR:

Touringcars har i lighed med mange andre motorsportsklasser set en særdeles omfattende udvikling siden DTC-æraen peakede i årene op til finanskrisen. Det har givet store forskelle på især økonomien bag, men også bag rattet er der sket meget, hvilket Jan Magnussen kunne konstatere hurtigt i sit nye samarbejde med silkeborgensiske LM Racing.

– Der er sket rigtig meget med forhjulstrækkerne siden sidst. De var også gode dengang i Super2000-æraen, men jeg var bare mere til baghjulstræk dengang. Men det er virkelig nogle fine biler de her. Balancen er rigtig god i dem, og det er et godt udgangspunkt for mere.

Så hvor skiller det, spørger du måske?

– Det skiller ved de tre millioner kroner, som en Super2000-racer kostede mere…, siger Jan Magnussen med et smil og tilføjer:

– TCR er mere i retning af en cup-bil, og det skal bestemt forstås positivt, for de har virkelig udviklet de her biler. Det gør samtidigt bilerne nemmere kørt. Kampen om det sidste halve sekund er altid den sværeste, men bilen er meget brugervenlig, og jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville hoppe ud af en TCR-racer og sige, at den er hæslig.

Jan Magnussen glæder sig over at være tilbage i dansk motorsport. Foto: Kim Gripping/TCR Denmark

Tilbage til rødderne
Sæsonen i år adskiller sig desuden på den måde, at Jan Magnussen med sit danske comeback er tilbage i rollen som kører snarere end kørende teamchef. Fokus er skarpt rettet på udvikling hos LM Racing, hvor Magnussen og Nicolai Sylvest er i fuld gang med at jagte farten frem mod sæsonstarten.

– Jeg kan godt lide at være tilbage i at være kører med fuldt fokus på samarbejdet og på udviklingen af teamet. Det var sjovt og lærerigt at have mit eget, men så er det også krydset af. Jeg er super glad for det her samarbejde med Lars (Mogensen, red.). Folk giver den gas her, og LM Racing er et godt team, som jeg er glad for at være en del af, forklarer Jan Magnussen.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar