Den japanske Formel 4-kører Juju Noda har ikke trådt helt den sti som unge motorsportstalenter har trådt flest. Faktisk slet ikke den samme vej.

Juju er 13 år og datter af den tidligere F1-, Le Mans- og Indycarkører Hideki Noda og startede sin karriere ekstremt tidligt i karting. Som treårig kørte Juju gokart første gang, og tendensen med at kaste sig ud i en ny udfordring hurtigt, fortsatte. Derfor var Juju og Hideki Noda forleden gæster ved DM Finalen på Jyllandsringen, for Danmark og specielt Formel 4 kan noget særligt, når det kommer til at få de helt unge talenter ud på startgridden.

Annonce:

Alex Frederichsen og FSP havde japansk besøg i finaleweekenden. Det er endnu uafklaret, om Noda satser på Danmark i 2020, men vi følger i hvert fald historien til dørs her på sitet. Foto: Niklas Majgaard

I en alder af ni kørte Juju for første gang en formelbil, men har ikke kørt løb endnu – simpelthen fordi man ikke kan debutere i en løbsklasse så tidligt. Her kommer Danmark ind i billedet, for Danmark og Frankrig har på verdensplan de to F4-serier, hvor man kan begynde at køre tidligst. Og at hun overhovedet har kunnet køre F4 som niårig skyldes også, at familien Nodas lokale bane, Okayama Circuit, åbnede op. Det var ingen selvfølge, forklarer farmand, Hideki Noda:

– Det tog tid at finde en bane at træne på. Okayama lukkede op, men der var rigtig mange baner, hvor det ikke kunne lade sig gøre. Men Okayama sagde ja, så vi træner en masse og kører i U17-løb derovre.

Fødselsdag er en adgangsbillet
Således blev turen til Danmark og Jyllandsringen også et kig på den adgangsbillet, som Jujus 14-års fødselsdag næste år bliver. For da kan hun konkurrere i F4 i Danmark og Frankrig, hvor aldersgrænsen er lavest på formelklassen. Og således blev forbindelsen mellem Japan og Danmark til virkelighed – Hideki tog kontakt til FSP’s Alex Frederichsen, og det blev til et møde mellem parterne:

– Reglerne har helt klart gjort Danmark til et interessant bud for os. Ambitionen er helt klart, at Juju gerne vil ud at køre professionelt en skønne dag, og der kan man jo med rette sige, at mere erfaring er nøglen. FSP er et godt team, og jeg synes vi har haft en god og meget positiv snak om mulighederne allerede på nuværende tidspunkt.

Den tidligere F1-kører peger også på konkurrencen og atmosfæren omkring F4 i Danmark som en god platform at udvikle datterens karriere på:
– For unge kørere er det fantastisk at se en så venlig og hjælpsom atmosfære mellem konkurrenter, som der er her. Det er en god måde at starte på, men omvendt er der jo også tæt konkurrence, så det er på mange måder det udgangspunkt, vi er på udkig efter, forklarer Hideki Noda.

Ikke kun F1
Juju Noda håber at gå sin far i bedene en skønne dag, men det er ikke kun F1, som den 13-årige japaner har rettet sigtet imod. Hjemlandet byder på masser af stærke motorsportsserier, ligesom der med den nystartede kvindelige formelserie, W Series, også er et interessant fremtidsperspektiv nogle år ude i fremtiden. Hideki Noda påpeger da også, at F1 langt fra er datterens eneste fremtidsambition:

– Juju taler bestemt ikke kun om Formel 1, men det ville da være fantastisk, hvis hun en dag bliver den hurtigste kvindelige racerkører fra Asien. Der er så enormt stort et udvalg af klasser i både formel-, GT- og sportscars i dag, så vi tager det henad vejen. Jeg synes, det er et godt og vigtigt skridt, sporten har taget med W Series. Det er en klasse, som vi begge følger, forklarer han.

At W Series har sit særlige fokus er en fordel, mener Hideki Noda:
– Rent fysisk er der jo en klar forskel på mænd og kvinder, og på det fysiske niveau er den forskel ikke fair – det er pænt sagt svært, og racerbiler har jo alle dage været designet omkring en mandlig persona. Det er ikke ligegyldigt, og derfor er det en fed udvikling, at et tiltag som W Series er kommet på banen.

Boxengasse er ikke alene om at have opdaget den her historie – Juju Noda har tidligere været med i CNN’s mikrodokumentar-projekt Great Big Story:

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller et par opgaver i blandt andet DTC og DS3 Cup. Hjertet banker først og fremmest for touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar