Kasper H. Jensen og Massive Motorsport har ført an gennem 2020-sæsonen lige siden første afdeling – og det lykkedes da også Jensen at lukke året af med manér efter sejr i både 1. heat og finalen ved sidste afdeling.

Her kom de nærmeste konkurrenter i den samlede stilling, Martin Andersen og Nicolai Sylvest aldrig for alvor tæt på Honda-køreren, som efter 2. heat sikrede sig titlen. Til gengæld var kampen om sølvet ved at blive afgjort på afkørsler og sammenstød flere gange. I 2. heat måtte Nicolai Sylvest på en ufrivillig tur gennem sandkassen, mens Martin Andersen i 1. heat blev skubbet et par gange – og i finalen startede viborgenseren med at blive skubbet helt på tværs i første og andet sving i en duel med Michael Markussen og Kristian Sætheren.

Annonce:

Andersen fik dog rettet op, og kunne i sidste ende krone en god debutsæson med sølv til Hyundai, mens Nicolai Sylvest tog en velfortjent samlet tredjeplads sammen med U23-titlen og teammesterskabet for LM Racing.

Kasper H. Jensen: – Kun Ring Djursland drillede i år

At alt klappede for Massive Motorsports nye TCR-mester i årets sidste løbsweekend, lagde hovedpersonen selv heller ikke skjul på efterfølgende.

– Det hele klappede bare, og det har været godt hele året, faktisk. Ring Djursland drillede, men det har været rigtig godt her på Jyllandsringen året igennem, og vi fandt virkelig farten i bilen her til sidst. Stor tak til teamet, sponsorerne og JAS Motorsport, som har været en stor spiller i det hele, forklarer han.

Kasper H. Jensen og Massive Motorsport tog TCR Denmarks første kørermesterskab nogensinde. Den nye mester tilskriver især holdet bag en stor ære for resultatet – et hold, der fortsætter næste år, for Kasper H. Jensen har allerede forlænget sin kontrakt til 2021.

Netop den italienske support fra Honda-eksperterne hos JAS fremhæver Kasper H. Jensen også:

– Det har helt sikkert betydet noget, at vi har haft de rigtige engineers med os fra start. Vi var godt med fra første afdeling, og det har været en stor hjælp hele vejen, at de kender bilen, og at vi – isoleret set – “kun” skal koncentrere os om at få den til at køre hurtigt, forklarer Kasper H. Jensen.

Ovenud tilfreds Martin Andersen

Den nærmeste udfordrer, Martin Andersen, peger også på, at Massive Motorsports gode sæsonpremiere fik en betydning – men omvendt er Hyundai-køreren ovenud tilfreds med at tage sølvet med hjem til Viborg.

– Det her var en vild weekend, men det endte godt for os med sølvet. Kasper er superhurtig herude, og vi fik det bedste ud af det med en god debutsæson for os. Kasper var hurtig fra sæsonstarten og har profiteret på det, mens vi skulle finde lidt undervejs og satse hårdere. Det kostede et par straffe og point undervejs, men sådan er det, forklarer han.

Det ternede flag er faldet for Martin Andersen og Hyundai Motorsport/Andersen Motorsport i TCR Denmark i år. Sølvmedaljerne kom i hus i en dramatisk finale for viborgenseren.

Selv havde Andersen ikke regnet med, at det ville ende så godt efter fem afdelinger:

– Jeg havde ikke regnet med at tage sølv – vi sagde fra start, at vi ville være ovenud tilfredse med at køre os i top 3 samlet med så skarp modstand som der er her. Vi kan kun være meget, meget tilfredse, og jeg er enormt stolt af det, vi har fået til at ske her, afrunder han.

U23-mesteren tog bronzen

Nicolai Sylvest har om nogen været gennem en stejl indlæringskurve i år. Nordsjællænderen kom ind i LM Racing uden forudgående erfaring med forhjulstrukne racerbiler, men indhoppet er gået over forventning for Sylvest, som foruden U23-titlen også tog bronzen i kørernes mesterskab hjem for silkeborgensiske LM Racing.

– Jeg er først og fremmest glad for at blive mester i U23, men der er ikke tvivl om, at jeg håbede at kunne tage sølvet. Jeg fik desværre lavet en fejl og røg gennem gruset i 2. heat, hvilket kostede mig chancerne for det. Men alt i alt er vi tilfredse – det var godt at vinde teammesterskabet, og jeg er glad for det, vi som team har fået samlet her.

Gruset i kofangeren blev afgørelsen på kampen om sølvet i 2020. LM Racings Nicolai Sylvest havde håbet at kunne trække sølvet i land, men balladen i starten af 2. heat satte en stopper for planerne.

At omstillingen fra GT3 og baghjulstræk til den forhjulstrukne Volkswagen Golf TCR-racer gik godt, har også givet Nicolai Sylvest mod på mere i 2021:

– Jeg gik ind til 2020 med åbne arme, for det er første gang jeg kører i en forhjulstrækker. Testene gik rigtig godt, og jeg fik nok skruet forventningerne for langt op. Det er fantastisk vi fik stablet det her på benene, og jeg har været rigtig glad for at køre herhjemme i år, så jeg er bestemt klar på mere i 2021, lyder det fra Nicolai Sylvest.

Nicolai Sylvest ser positivt tilbage på TCR Denmark 2020 og håber, at han også er at finde i serien i 2021.

Trophy-mesterskab afgjort i finaledrama

I Trophy blev René Povlsen og Meteor Racing mestre efter et sandt finaledrama. Povlsen havde overhovedet ikke farten sidste gang på Ring Djursland, og også gennem finalens tre heats manglede midtjyden det sidste. Men med hiv og sving kom resultatet i land efter Michael Carlsen stallede fra pole position i heat 2 og smed en oplagt mulighed for at hente de sidste point.

I samme heat endte den anden titelkombattant, Kenn Bach, desuden med at parkere sin Honda Civic Type R efter et stort crash for enden af langsiden, hvor Bach ramte en anden nordjyde i form af Jonas Lindhard.

Lindhard var ellers godt kørende i finaleweekenden, men måtte i lighed med Bach parkere bilen før tid efter det store uheld.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar