Le Mans-testdagen er på plads til 2022

Foto: FIA WEC

ACO har i dag løftet sløret for næste års kalender for banerne i Le Mans, og dermed er testdagen til næste års 90. udgave af verdens største motorløb på plads på kalenderen. Der bliver igen tale om en testdag, som ligger direkte som optakt til selve Le Mans-ugen, hvorfor testdagen finder sted søndag den 5. juni, som selve programmet til Le Mans begynder den 8. juni og fortsætter til det ternede flag falder søndag eftermiddag den 12. juni.

Dermed fortsættes den nye tradition for at sætte testdag og løbsweekend tæt sammen – det giver flere fordele, herunder sparer alle teams gevaldigt på logistikken, når man kun skal til Frankrig og stille alt an én gang.

Værd at nævne på årskalenderen for Le Mans er også, at Le Mans Classic er tilbage. Det sker den 30. juni-3. juli og er første gang Le Mans Classic er tilbage siden coronapandemien. Klassikerløbet blev senest kørt i 2018 og er normalt et event, der finder sted hvert andet år. Dengang i 2018 trak det i øvrigt knap 200.000 tilskuere til.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: