Ét af Danmark største motorsportstalenter deltager i finaleløbet i IMSA-serien, Petit Le Mans på Road Atlanta, i weekenden. Malthe Jakobsen er hentet ind for at styrke det succesfulde Performance Tech Motorsports.

Muligheden er opstået efter to sæsoners benhård indsats på de europæiske racerbaner, og i weekendens løb er Malthes opgave til at tage og føle på. Han skal hjælpe teamet frem mod en sejr i det ti timer lange racerløb på én af de sværeste amerikanske racerbaner.

Annonce:

– Det er en kæmpe mulighed for mig at komme til USA og køre ét af de absolut største sportsvognsløb. Road Atlanta er kuperet og virkelig teknisk krævende, så der bliver rigeligt at se til. Det er også én af de baner, jeg altid har drømt om at køre racerløb på, så jeg glæder mig helt vildt, fortæller Malthe Jakobsen, som rejser afsted til staten Georgia tirsdag morgen.

Det er heldigvis ikke alle elementer, som er ukendte for thyboen. Bilen er nemlig en Ligier JS P320 LMP3 magen til den, han har kørt de seneste to sæsoner.

– Det er helt sikkert en fordel, for bilen skal jeg ikke bruge tid på at lære. Til gengæld er banen lidt anderledes end de europæiske baner, og så kommer en god del af løbet til at foregå i mørke. Det bliver en fed udfordring, siger Malthe Jakobsen, som kommer til at dele bilen og køretiden med to andre kørere.

Bilen er velkendt for Malthe Jakobsen – det er en Ligier JS P320 LMP3 magen til den, han har kørt de seneste to sæsoner i ELMS. Foto: Performance Tech Motorsports.

Den ene medkører er svenske Rasmus Lindh, som har baseret en del af sin karriere på de amerikanske racerbaner, hvor han både har kørt Indy Lights og IMSA-serien. Amerikanske Dan Goldburg er teamets tredjemand, men med næsten 20 års erfaring fra sportsvognsracing er det en erfaren herre. Lindh og Goldburg har da også betrådt IMSA-podiet flere gange i årets løb, så Malthe har stærke forventninger til weekendens udfordring:

– Teamets ambition er at kæmpe med om sejren, og det glæder jeg mig til at være en del af. Det bliver også spændende at opleve hele IMSA-setuppet tæt på, for der er ingen tvivl om at amerikansk motorsport er blandt de steder, jeg kigger hen i forhold til min fremtid.

Petit Le Mans vises direkte på TV3 Sport lørdag den 13. november fra klokken 18.

Boxengasse er naturligvis stedet for den danske dækning af Petit Le Mans i weekenden – som altid er vi på plads med optakt og det hele senere i ugen, så hæng på!

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Om Petit Le Mans

Petit Le Mans blev kørt første gang i 1998 og anses i dag som det vigtigste løb på det amerikanske sportsvognsmesterskab, IMSA’s, løbskalender. I 2002 stod en anden dansker øverst på podiet efter 10 timer; Tom Kristensen, som sammen med teamkammeraten Rinaldo Capello vandt løbet for Audi Sport North America.

Road Atlanta er 4,088 kilometer lang og giver med sine 12 sving og store højdeforskelle en stor udfordring for de fleste racerkørere. Beliggende i staten Georgia, 25 kilometer nordøst for Atlanta.

 

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Leave a Reply