Malthe Jakobsen må siges at være ét af de danske navne, der virkelig er sprunget frem på scenen i år, kva hans arbejde i LMP3 for RLR MSport.

Thyboen imponerede fra første færd i prototypen hos det engelske team, og samarbejdet blev hurtigt så godt, at man begyndte at arbejde i retning af en forlængelse til den kommende sæson. Nu er aftalen på plads, og det stiller først og fremmest den unge thybo i en uvant, men god situation: Næste sæson er på plads, og vi skriver kun oktober!

Annonce:

– Det er ikke ligefrem sådan, at jeg er vant til at have næste sæson på plads så tidligt, men det er en mega god fornemmelse, og det bliver helt sikkert en fordel at være et skridt foran med det. Det gør mange ting nemmere og giver mig lidt mere arbejdsro, hvilket jeg er glad for, lyder det fra Malthe Jakobsen, da Boxengasse fangede ham til en snak om den nye kontrakt.

I selskab med holdkammeraten James Dayson nåede Malthe Jakobsen et sæsonmål, som hverken han eller holdet hjemme i Thy sådan helt havde troet håbe på i begyndelsen af året. Debuten på Le Mans blev en realitet i Road to Le Mans, hvor det blev til en syvende- og en sjetteplads i de to løb.

Solid finaleoptakt

Aftalen er på mange måder den perfekte optakt til næste weekends sæsonfinale i European Le Mans Series, hvor Jakobsen og RLR MSport skal have bundet en sløjfe på en vild og usædvanlig sæson. En sæson, hvor Jakobsen blev den yngste dansker til dato, der har kørt løb på Circuit de la Sarthe i Le Mans:

– Sæsonen i år har betydet rigtig meget for mig på alle planer. Ét er, at jeg til næste år kender gamet og banerne meget bedre, for alt har jo været nyt og forfra hver eneste gang. Men vi har tacklet det godt, og det er et fundament, som jeg virkelig ser frem til at bygge videre på. Og så har der været al omtalen…., siger Malthe Jakobsen med et smil.

Road to Le Mans’ optakt til Le Mans køres i aftensol og følges af et sprintløb lige inden 24-timersløbet begynder.

Ét af sæsonens højdepunkter blev Road to Le Mans – opvarmningsløbet til Le Mans, hvor LMP3-klassen er en del af feltet. Her gjorde Malthe et bundsolidt indhop for det engelske team:

– Det har været et helt vildt år, det her. Al omtalen har været vild, og det har også været rimeligt vildt at være en del af – specielt i forbindelse med Road to Le Mans. Le Mans er jo lige så stort som Formel 1 for de danske fans, og det kunne være så fedt at blive én af de næste, der kører i 24-timersløbet. At det lykkedes så godt med Road to Le Mans i år giver bestemt blod på tanden, og det var bare en kæmpe oplevelse fra ende til anden at køre det, forklarer Malthe Jakobsen.

At han siger “lykkedes godt”, er formentlig endnu en nordvestjysk underdrivelse, for Malthe Jakobsen tog til Le Mans og imponerede ved at være næsthurtigst efter bare to omgange på banen. Og i European Le Mans Series gik det også stærkt fra start, hvor Jakobsen og RLR MSport åbnede sæsonen på podiet, da det blev en tredjeplads i LMP3 i premieren på Paul Ricard.

Et step op

Hovedpersonen selv tager det helt roligt. Dog indrømmer han gerne, at springet til udlandet har gjort en stor forskel:

– Det har været et kæmpe step op på alle måder at tage den her vej i år. Niveauet i ELMS er højt, og det stiller bare nogle helt andre krav til en som kører. Det er bestemt ikke en serie, hvor man kommer sovende til det, forklarer Malthe Jakobsen og fortsætter:

– Vi har været gennem et mærkeligt år med corona og alt det, der har fyldt op udenfor banerne, men opbakningen til det, jeg og teamet går og laver er rigtig god, og jeg har virkelig lært meget i år. Det glæder jeg mig til at bygge videre på i 2021, afrunder han.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar