Marco Sørensen har nu et comeback på plads til FIA WEC. TF Sport kan her til eftermiddag præsentere Marco Sørensen som en del af teamets satsning i GTE Am. Nordjyden er dermed tilbage hos TF Sport, og får i WEC i 2022 følgeskab af Ben Keating og franske Florian Latorre.

I forvejen var Nicki Thiim på plads med Paul Dalla Lanas NorthWest AMR-team, så det gamle Dane Train kommer således til at køre mod hinanden i WEC i den kommende sæson. Og med Sørensen er indtil videre syv danske navne klar til FIA WEC i 2022. Kevin Magnussen og Mikkel Jensen hos Peugeot Sport i Hypercar, Nicklas Nielsen og Oliver Rasmussen i LMP2, Michael Christensen i GTE Pro samt Nicki Thiim og Marco Sørensen i GTE Am.

Annonce:

2019 / 2020 FIA World Endurance Championship Bahrain 11th – 14th November 2020 Photo: Drew Gibson/AMR

Af Sørensens nye holdkammerater Ben Keating helt sikkert det mest kendte navn her i Danmark, for Keating var sammen med PR1 Mathiasen Motorsports og Mikkel Jensen med til at vinde LMP2-mesterskabet i IMSA sidste sæson. Latorre er sølv-rated og den 24-årige franskmand har senest slået sine folder i hjemlandets Porsche Carrera Cup, ligesom han i fjor debuterede på Le Mans med Proton Competition, og han skifter nu Porsche ud med Aston Martin.

Marco Sørensen forklarer i pressemeddelelsen hos TF Sport, at han glæder sig over at være tilbage i teamet:

– Det er fedt at være tilbage i en Aston med Ben og hele holdet fra TF Sport. Jeg er sikker på, vi kan løse opgaven – jeg kender allerede teamet godt fra tidligere, så jeg er super motiveret og klar på en god sæson, siger Sørensen, og TF Sports ejer, Tom Ferrier tilføjer:

– Det er fantastisk at have Marco tilbage på holdet til en fuld sæson, og jeg er glad for at kunne byde Florian velkommen ombord. Vi har et stærkt lineup, og er mere end klar til at kæmpe for WEC-titlen og så selvfølgelig til Le Mans.

Marco Sørensen åbner sit 2022 allerede i de kommende weekender, når han for første gang tørner ud for Corvette Racing i GTD Pro-klassen i årets Rolex 24 at Daytona. I den kommende weekend køres kvalifikationsløbet Roar before the 24, og weekenden efter går det løs med Rolex 24 at Daytona, som har den største grid i mange år.

Daytona dækker vi naturligvis tæt her på Boxengasse, så hæng på i de kommende dage, hvor vi er klar med en 2022-optaktsguide og selvfølgelig ROAR i weekenden.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Leave a Reply