Martin Andersen lavede stærkt comeback på Oschersleben

mamemedia-00213
Foto: Team Engstler/Marco Meumann

Årets udgave af TCR Germany er skudt i gang, og for Martin Andersen og Team Engstler er det samtidigt starten på forhåbningerne om at veksle sidste års mesterskabssølv til et tysk mesterskab. 

Lørdagens sæsonpremiere startede stærkt for den viborgensiske Honda-kører, som i kvalifikationen tog pole position med tre tiendedele foran svenske Jessica Bäckman, der debuterer i ADAC TCR Germany denne weekend. Det gode udgangspunkt fik Martin Andersen til gengæld ikke meget ud af indledningsvist i sæsonens første løb. Starten kiksede, og det kostede lynhurtigt tre pladser. Derfor måtte Martin Andersens planer for løbet hurtigt revurderes. 

– Starten gik ikke rigtigt… Jeg fik ikke bilen sendt ordentligt afsted, og var faktisk tæt på, at motoren stallede for mig. Men jeg fik sparket den i gang og kom væk, men da var der røget et par pladser, konstaterer Martin Andersen og tilføjer:

– Vi har researchet på det hele eftermiddagen, så jeg håber vi er bedre med i morgen. Vi kan i hvert fald konstatere at bilen med en pole i dag havde farten over én omgang, og vi er også godt med på den fulde løbsdistance.

Hentede det tabte ind


Sigtet blev derfor hurtigt rettet mod at hente det tabte på teamkollega Symon Ladniak samt Hyundais Jonas Karklys og Jessica Bäckman. Og den opgave lykkedes næsten for Andersen, som hurtigt fik hentet og overhalet de første to – men Bäckman klarede at forsvare sin føring og svenskeren debuterede derfor i ADAC TCR Germany med en sejr foran Martin Andersen og Jonas Karklys.

– Jeg kørte et superstærkt løb, men starten endte med at blive dyr. Vi havde helt fra start sat bilen op med det formål at have en god bil over distancen, men det harmonerer ikke med at køre en hel løbsdistance, hvor man angriber hele tiden for at hente ind. Derfor var der ikke meget at give af i kampen mod Jessica til sidst, opsummerer Martin Andersen og tilføjer:

– Heldigvis er der en ny dag i morgen, og jeg tager i hvert fald det med mig, at vi fik åbnet med masser af gode point og er godt med allerede fra løb 1. 

Klar til kamp på Oschersleben. Foto: Marco Meumann/Team Engstler

Highlights:

ADAC TCR Germany fortsætter på Oschersleben søndag. Der er kvalifikation fra klokken 09.55-10.15 og løb fra klokken 16.05. Det hele kan følges på www.adac-motorsport.de og www.motorsport.tv.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: