Ikke nok med, at der er rigtig mange danske kørere med i årets Le Mans, så er der også stor dansk opbakning om optaktsløbet, som man populært kan kalde “Road to Le Mans”.

Her er danske Martin Vedel Mortensen netop blevet bekræftet som den senest tilkomne danske kører. Med engelske RLR MSport, for hvem fynboen også kører ELMS, skal Mortensen nemlig dele en LMP3-bil med Freddie Hunt. Hvis efternavnet lyder bekendt, så er Freddie søn af 1976-verdensmesteren i F1, James Hunt.

Annonce:

– Det bliver en kæmpe oplevelse, og jeg glæder mig helt vildt. Vi har gået i nogen tid nu og ventet på, om vi fik en af de eftertragtede pladser. Så det var en fantastisk nyhed, da vi fik startpladsen. Da der ikke er mulighed for at teste på banen, sker forberedelsen primært i simulatoren derhjemme. Teamet har desuden deltaget i Road to Le Mans flere gange, og derfor har jeg også adgang til en masse gode onboard videoer.

Martin Vedel Mortensen kører i forvejen LMP3 for RLR MSport i ELMS, men får også chancen i årets Road to Le Mans.

Først og fremmest er der lagt op til jagt på vigtig, ny erfaring – men ikke kun på banen. RLR MSport er også med i 24-timersløbet i LMP2-klassen, og her vil Martin Vedel Mortensen også kunne hente ny og vigtig viden, som han håber at kunne bruge i jagten på en plads på startgridden i 2020:

– Under løbet skal jeg bare suge så meget viden til mig som overhovedet muligt. Det er en kæmpe chance for mig, at jeg får lov til at følge løbet så tæt på. Så jeg vil sidde som fluen på væggen og lære alt det, jeg kan. Lige fra planlægning af løbsstrategi til datalæsning og så videre. På den måde får jeg en god fornemmelse af, hvordan det hele foregår bag kulissen, så jeg er godt rustet til det forhåbentlig en dag bliver min tur. Jeg har desuden aldrig været på Le Mans før, så alt er nyt for mig. Så jeg er sikker på det bliver en lærerig og udfordrende uge, lyder det fra Martin Vedel Mortensen.

Udover Martin Vedel Mortensen er der i forvejen en lang række danskere til start. Danske KEO Racing er på plads i LMP3 med Michael Markussen og svenske Jocke Frid på holdkortet, mens RLR MSports anden bil er med ren dansk kørerbesætning. Det er Christian Olsen, som også er at finde i teamets vanlige LMP3-indsats i European Le Mans Series sammen med netop Martin Vedel Mortensen. Ved Road to Le Mans deler han imidlertid bil med sin far Tom Olsen – ganske som Christian og Tom også gør det i Michelin Le Mans Cup.

Også i LMP3 er Mikkel Jensen og Eurointernational til start, mens Michael Jensen og spanske CD Sport er på plads med en Norma M30.

Endelig er Mikkel Mac og Ferrari-teamet Luzich Racing at finde i GT3, når det går løs blot få timer før starten på det 88. 24 Heures du Mans.

Raceriværksætter sigter mod Le Mans

Engelsk team storsatser på danskere i LMP3

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Leave a Reply