Casper Elgaard præsenterede sig selv tilbage i november, hvor det blev gjort klart, at han og ikke mindst Massive Motorsport ville gå ind i den nye, kommende TCR Denmark.

Torsdag og fredag fulgte så præsentationerne af de to andre kørere, som i 2020 vil udgøre Massive Motorsports satsning på den danske touringcarserie.

Annonce:

Valget er faldet på Kasper H. Jensen og Kenn Bach. Kasper H. Jensen fortsætter dermed sit flere år lange engagement i det østjyske team, som i de tre forgangne sæsoner har kastet to titler i DTC af sig. Nu går jagten på mere metal, men denne gang med forhjulstræk:

– Jeg har lidt erfaring med forhjulstræk, og håber, det kan hjælpe mig lidt. Men det bliver helt vildt sjovt at komme i gang, og det virker til at være nogle fede biler. Hvordan det kommer til at gå er altid svært at spå om, men jeg venter da at være med i kampen om førstepladsen, siger han i en udsendt pressemeddelelse fra TCR Denmark og Massive Motorsport.

Kenn Bach kommer fra DS3 Cup, og skal nu ud at prøve kræfter med de noget hurtigere TCR-racere. En udfordring, som nordjyden tager op i samarbejde med Massive Motorsport. Foto: Kenn Bach Racing

Kenn Bach rykker ind i TCR Denmark efter en række gode år i den dansk/skandinaviske DS3 Cup, hvor det i 2018 blev til DM-sølv med Insight Racing.

Nu tørner aalborgenseren til gengæld ud for det østjyske team, og Kenn Bach ser frem til at skulle op mod de helt store navne:

– Jeg har udelukkende kørt forhjulstrukne racerbiler, så det var oplagt at gå ind i TCR. Jeg er også godt klar over, at det er nogle tunge drenge, jeg skal op imod – og jeg kommer næppe til at kæmpe med dem om sejrene. Men jeg vil forsøge at kæmpe med om titlen i Trofeo-mesterskabet, og kunne det blive til et enkelt podie undervejs, så er jeg glad.

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Skriv et svar