En række af de danske kombattanter i GT World Challenge Europe fik søndag revanche for et svært 24 Hours of SPA, da der var sæsonfinale i form af Paul Ricard 1000km.

Her blev det til en tur på podiet for Dennis Lind og FFF Racing Team, som fik comeback fra et 24 Hours of SPA, hvor Lind og resten af Lamborghini-teamet havde farten til at vinde det hele, men endte med at udgå efter et stort crash.

Annonce:

Samme skæbne led Frederik Schandorff og hans Lamborghini fra Barwell Motorsport i øvrigt også sidste gang. Men de tog revanche på Paul Ricard med løbssejr og nok så vigtigt en mesterskabstitel i Silver Cup.

Generel sejr til Ferrari

Løbet på Paul Ricard endte i hænderne på Ferrari og AF Corse med den nye mester, Alessandro Pier Guidi, som i denne weekend delte bil med Tom Blomqvist og Come Ledogar. Og samtidigt går mesterskabet også til Pier Guidi, eftersom han har været den eneste faste kører på bilen sæsonen igennem.

Det lå dog ikke helt i kortene, at AF Corse skulle slutte af med en sejr, men en sen satsning på dækkene gav pote.

Fra start var det imidlertid en anden danskerbil, som tog teten, Emil Frey Racings Lamborghini skød godt frem i rækkerne og endte med at føre efter den første time med Giacomo Altoe ved rattet i den Lamborghini, som Mikkel Mac til denne weekend fik en gæsteoptræden i.

Den gode start fra Altoe holdt imidlertid ikke ved, og Lamborghinien faldt lidt tilbage og endte som nummer otte.

Dennis Lind og FFF Racing Team fik et godt comeback efter et svært 24 Hours of SPA. Foto: SRO/GT World Challenge Europe

Frem mod slutningen begyndte GPX Porsche til gengæld at ligne et solidt bud på en vinder, og de kørte en overgang med en pæn føring, mens den senere vinderbil fra AF Corse over tid fik gjort comeback. Rokeringerne gav samtidigt Dennis Lind, Marco Mapelli og Andrea Caldarelli god fart på frem i feltet, og de lå nummer to ved midtvejsmærket.

Afgørelsen kom til allersidst. AF Corses Alessandro Pier Guidi og GPX Porsches Mathieu Jaminet var i de to biler til sidst, og Jaminet tog sit sidste stop med 45 minutter igen, mens Pier Guidi fortsatte. Det viste sig at blive nøglen til sejren, for Ferrari-køreren ventede helt til sidste øjeblik og skiftede kun to dæk for at spare tid – hvilket i sidste ende sparede tid nok til, at Pier Guidi kunne køre ud og forsvare sejren til mål, mens Andrea Caldarelli kørte en tredjeplads hjem for FFF Racing Teams #63 og ikke mindst en velfortjent revanche for Dennis Lind og Marco Mapelli.

Europæisk titel til Schandorff

Til gengæld blev Silver Cup en ren opvisning fra Barwell Motorsport med Frederik Schandorff, Alex MacDowall og Patrick Kujala. De førte inden Paul Ricard med 17 point i mesterskabet, og leverede et bundsolidt løb. Fra start var Tech1 Racing Lexus ellers forrest, men de scorede sig en drive through-straf, og derfra dominerede Barwell-raceren løbet i en grad, så de kunne tage det ternede flag med et minuts forspring.

Frederik Schandorff, Alex MacDowall og Patrick Kujala er nye mestre i Silver Cup. Foto: Frederik Schandorff Racing

For de øvrige danskere i Silver Cup blev Paul Ricard en blandet fornøjelse. Mikkel O. Pedersen og Dinamic Motorsport endte som nummer seks efter bilen ellers fik en god start og var treer i klassen undervejs.

Nicolai Kjærgaard og Team Parker Racing fik til gengæld ikke et løb, der var meget at skrive hjem om. Den blå Bentley udgik efter 42 omgange.

 

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar