Skal? Skal ikke? Det er to spørgsmål, som Mikkel O. Pedersen har gået rundt og stillet sig selv hjemme i Struer henover vinterpausen. Men nu er beslutningen taget. Efter han siden 2016 har været fast inventar i Porsches stærkt besatte Porsche Mobil 1 Supercup, som i manges optik rangerer som den stærkeste mærkeklasse på kloden, så har struerboen valgt at søge nye udfordringer i 2020.

Det bliver dog i kendte rammer, for bilen er stadig en Porsche, men i stedet for den velkendte Supercup-bil, så er det tid til en 911 GT3 R – og netop forskellene på Supercup og GT3-trim er meget tydelige. I GT3 er der både ABS og traction control, mens man kører helt uden assists i Supercup.

Annonce:

– Det bliver et år med en del nye faktorer at køre under. Jeg skal ud at køre længere end de 30 minutter i Porsche Supercup, men omvendt er det også med en anderledes bil. GT3’eren har ABS og traction control, hvor Supercup ikke har nogen af delene og noget sværere at køre i. Jeg var ude at teste bilen i forbindelse med løbet i Dubai og fandt mig hurtigt til rette i GT3-bilen, men jeg kan også se, at det bliver svært at finde de sidste tiendedele, når alle har elektronisk hjælp.

Men skulle man den anden vej, altså fra GT3 til Supercup, så er det en anden sag, siger struerboen med et smil:

– Omvendt vil jeg også sige, at det er nemt at gå fra Supercup til GT3, men jeg tror, det ville være et chok at gå den anden vej. Men testen gik godt – vi kørte efter et benchmark fra én af Porsches fabrikskørere, og den var jeg to tiendedele fra at matche. Absolut en godkendt start, siger Mikkel O. Pedersen.

Porsche Mobil 1 Supercup, Monza 2019
#10 Mikkel Overgaard Pedersen (DK, Dinamic Motorsport)

Et tilvalg af målet om Le Mans

Trods Porsche Supercups placering som supportserie til Formel 1, så har Mikkel O. Pedersens erklærede mål været Le Mans. Faktisk fik han et bud om en plads på La Sarthe allerede til årets løb, hvortil gridden offentliggøres på fredag. Men i Struer har man valgt at få erfaringen i bogen først, og så vil man satse på en Le Mans-deltagelse derefter.

– Det blev GT World Challenge Europe, fordi vi fik et godt bud. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg kunne sige, at jeg havde nået podiet i Porsche Supercup og var oppe at gøre en god figur hele året igennem i 2019. Men mit mål er Le Mans, og skal man den vej – så skal man ud at slå til i et felt som det i GT World Challenge Europe, forklarer Mikkel O. Pedersen og fortsætter:

– Og i forhold til Le Mans og WEC er der flere ting, som stille og roligt er ved at åbne op. Vi har faktisk allerede fået luftet et tilbud om et sæde til Le Mans til i år, men jeg har det også sådan, at det vil være nummer 1 at kunne gå ind i det med mere erfaring med langdistanceløb, og derfor venter vi lige lidt. Det er klart, at sædet var dyrt, men omvendt var det ikke skræmmende dyrt, forklarer han.

Mikkel O. Pedersen fortsætter sit samarbejde med italienske Dinamic Motorsport i denne sæson. Teamet træder ind i den nye GT World Challenge Europe med to biler. Serien er ny i den forstand, at navnet er nyt. Hovedsponsoren Blancpain sprang fra ved årsskiftet, og arrangørerne SRO har derfor omdøbt Blancpain GT Series til det nye, GT World Challenge Europe. Foto: Mikkel O. Pedersen Motorsport

Velkendte folk

Når sæsonens ti afdelinger kommer i gang, så bliver det med Total 24 Hours of SPA-Francorchamps som det absolutte højdepunkt. Og det er en udfordring, som Mikkel O. Pedersen tager op med velkendte folk – teamet bag er nemlig italienske Dinamic Motorsport, som han i 2019 kørte Porsche Supercup med. Italienerne indsætter to biler i mesterskabet, og det er et samarbejde, som struerboen ser frem til at fortsætte:

– Dinamic går jeg rigtig godt i spænd med. Det er nogle rigtig gode folk, og jeg har mig et super samarbejde med engineers og så videre. Det kendskab er så hamrende vigtigt, forklarer han.

Udover den ti løb lange kalender rundt i Europa, så kommer der også enkelte gæsteoptrædender i Danmark, forsikrer han.

Første opgave er seriens officielle testdage den 12-13. marts på Paul Ricard i Frankrig, inden det går løs med første afdeling, som er et tre timer langt løb på Monza den 17-19. april.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar