Audi slog søndag aften dansk tid tilbage i Intercontinental GT Challenges anden af i alt tre afdelinger, da serien kørte sit ottetimersløb på Indianapolis. Nicklas Nielsen og AF Corse Ferrari kom til USA som mesterskabsførende efter sejren i 24 Hours of SPA tidligere på året, men det lykkedes ikke for Ferrari-teamet at gentage succesen fra Belgien.

AF Corse-bilerne lå ellers længe godt til. Nielsen, Alessandro Pier Guidi og Come Ledogar startede fra pole position og dominerede sammen med holdkammeraterne i #71 starten og midten af løbet. Men det holdt ikke til mål. De senere vindere fra Saintéloc Racing og Audi kom tilbage efter en drive-through-straf og kom igen i spil efter først Nicklas Nielsens 51’er fik en stop-and-go-straf for et sammenstød med en GT4-racer, og til den sidste times tid åbnede ballet for alvor.

Annonce:

Saintéloc Audien gik først i pit til det sidste stop, mens Callum Ilott kørte sig selv og AF Corses Ferrari #71 ud af løbet ved at køre sammen med en GT4-racer og ramme muren i sving 1. Audi Team WRT og Dries Vanthoor kom bedst forbi den følgende safetycarperiode og førte, men kort efter fik Vanthoor ødelagt sit løb ved at få en straf for ikke at følge løbsledelsens kendelser. Det bragte igen Saintéloc og Patric Niederhauser i spidsen, og der blev han. Sejren er blot teamets anden store, internationale sejr efter de vandt 24 Hours of SPA i 2017. Audi-teamet vandt foran AKKA ASP Mercedesen med Raffaele Marciello, Dnai Juncadella og Timur Boguslavskiy, mens Lamborghini og K-PAX tog tredjepladsen.

Egentligt endte Saintélocs anden racer, #26, oprindeligt som nummer fire, men blev efter løbet rykket ned på grund af en straf, og dermed blev Nielsen og Ferrari også rykket en plads frem, så de endte som nummer fem.

I december venter finalen på årets Intercontinental GT Challenge. Den køres på Kyalami i Sydafrika den 2-4. december og får blandt andet også deltagelse af danske High Class Racing med Michael Markussen og Anders Fjordbach på holdkortet.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Leave a Reply