Noah Watt har grundet corona haft en rimeligt kort sæson i år, men søndag rundede han med Leipert Motorsport stærkt af på en svær sæson, da han sammen med sin medkører Sebastian Balthasar tog sejren i sæsonens sidste heat af Lamborghini Super Trofeo Europe på Paul Ricard.

Ovenpå lørdagens heat, hvor den dansk/tyske duo endte som nummer otte, åbnede Noah Watt fra tredjepladsen i søndagens finale.

Annonce:

Et puf sendte imidlertid Watt på afveje, og han måtte hurtigt i gang med at kæmpe sig op fra sjettepladsen og kunne efter et godt stint give bilen videre til Sebastian Balthasar på en tredjeplads. Tyskeren fortsatte Leipert-racerens vej gennem feltet, og kunne med ti minutter igen tage en føring, som derefter aldrig rigtigt kom i fare.

Noah Watt og Leipert Motorsport fik den bedst tænkelige afslutning på sæsonen i finalen på Paul Ricard. Foto: Lamborghini

I et opslag på Facebook skriver Noah Watt følgende:

– Det er bare mega fedt det her. Jeg synes, jeg kan tillade mig at være stolt over min egen præstation. Jeg er den i toppen af feltet med klart mindst erfaring i den her type bil. Sæsonen begyndte nemlig uden mig på startlisten, da jeg desværre mistede vigtige sponsorer grundet corona-krisen. Men et godt tilbud fra Leipert Motorsport og et par trofaste sponsorer sikrede mig deltagelse i sæsonens sidste tre løb, og med to podiepladser og en sejr i dag, så håber jeg at have indfriet forventningerne, skriver han.

Mesterskabsbronze til Kevin Rossel og Alberto di Folco

Lamborghini Super Trofeo Europes andet danske indslag, Kevin Rossel, får også metal med hjem fra Paul Ricard.

Kevin Rossel og Alberto di Folco åbnede sæsonens sidste heat lige udenfor chancen for at kunne tage mesterskabet. Efter lørdagens andenplads lige efter mesterskabs-etteren Dean Stoneman stod Rossel/di Folco med 66 point, mens Dean Stoneman og Kevin Gilardonis havde 82 og 86 point.

Det dansk/italienske makkerpar kom godt fra land i søndagens løb, men til sidst var der ikke mere i dækkene, og en fjerdeplads blev facit, mens Dean Stoneman blev toer efter Noah Watt og Sebastian Balthasar. Dermed afgjorde Stoneman mesterskabet til sin fordel.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar