Feltet i årets DS3 Cup byder igen på en god blanding af nye talenter og etablerede navne – og en trio etablerede navne er nu tilbage i Danmarks hårdeste mærkeklasse.

Morten Jespersen var i 2017 en konstant faktor i titelkampen mod den senere mester Jonas Lynge og Filip Sandström – men finalen og chancen for at tage et danmarksmesterskab endte som bekendt med at glide nordjyden af hænde i en svær finaleweekend, hvor mekanikken drillede.

Annonce:

Men nu er han klar til comeback, og er tilbage sammen med to andre etablerede nordjyder i feltet i form af Danny Skinbjerg og Jesper Thomsø. Og samlet er den nye, Aalborg-baserede trio klar til kamp i DS3 Cuppen.

– En løs idé blev pludseligt til et helt team for os, så det er gået lidt stærkt. Det hele begyndte med, at vi gerne ville samle en bil at leje ud, men inden Danny og jeg havde set os om, så var vi tre mand og klar med et team. Jeg glæder mig til at komme tilbage til serien, forklarer Morten Jespersen.

Morten Jespersen var senest i DS3 Cup i 2017 – nu er der dømt comeback. Foto: DS3 Cup/Morten Kimer

Efter den store skuffelse for over fire år siden havde Morten Jespersen egentligt lagt kørehandskerne på hylden, men nu er comebacket en realitet:

– Det har været lidt vildt at skulle starte næsten alt fra nul af. Jeg havde nok egentligt affundet mig med, at det dengang var mit sidste motorløb, og så har man jo over tid fået solgt ud af alt muligt. Det er lidt specielt at forberede biler nu, for man tror ofte, at man lige har ting på hylden – og kommer så i tanker om, at det da for længst er solgt, konstaterer han og fortsætter:

– Så ja, vi er måske en smule bagud på testkilometer og forberedelserne til sæsonen, men jeg håber at være tilbage i gamet sådan rimeligt hurtigt. Vi skal ud at hygge os med DS3 Cup og noget fedt ræs – og dét ved jeg, vi kommer til, afrunder Morten Jespersen.

2022-udgaven af DS3 Cup har premiere på Padborg Park i den kommende weekend.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Leave a Reply