I eftermiddag skal årets European Le Mans Series afgøres i Portimao. Med start klokken 14.00 dansk tid køres sæsonfinalen, som er 4 Hours of Portimao. De danske navne i feltet, Malthe Jakobsen og Michelle Gatting har hver især udspillet deres roller i forhold til at kæmpe med om titlerne, men muligheden for en god sæsonafslutning er absolut til stede. Malthe Jakobsen satte selv tiden for RLR MSport i LMP3 og starter som sekser i klassen, mens Rahel Frey kørte femtebedste tid i LMGTE hjem til Iron Dames.

Pole position i det 41 biler store felt gik til Cool Racings Oreca i LMP2 efter Ferdinand Habsburg og Algarve Pro Racing ellers lagde bedst ud og var hurtigst i den første del. Men det ville Charles Milesi og Cool Racing anderledes, så det portugisiske team starter derfor forrest på hjemmebanen.

Annonce:

I LMP3 blev det sæsonens første pole position for United Autosports Wayne Boyd, der er forsvarende mester i klassen. Boyd tog tiden foran Inter Europols Ugo de Wilde og Lautrents Hörr fra DKR Engineering, mens Malthe Jakobsen og RLR MSport åbner i sæsonfinalen fra sjette position.

TF Sports enlige Aston Martin Vantage i LMGTE tog årets sidste pole position. Foto: JEP/ELMS

I LMGTE er Ferrari ganske overrepræsenterede, men de kunne ikke matche feltets enlige Aston Martin fra TF Sport over den enkelte omgang. Ross Gunn satte sæsonens anden pole position i LMGTE foran Gianmaria Bruni i Proton Competitions Porsche, mens tredjebedste tid gik til Alessio Rovera og AF Corse. Michelle Gatting og Iron Dames starter sæsonfinalen fra femtepladsen i kraft af Rahel Freys tid.

I forhold til mesterskabskampen er belgiske Team WRT kørt med titlen i LMP2. Belgierne har 100 point mod G-Drive Racings 64 – og med 25 på højkant i eftermiddag må den siges at være sat. I LMP3 er det til gengæld åbent. Cool Racings Matthew Bell, Nicolas Maulini og Niklas Kruetten fører inden dagens løb med 98 point mod de 93, som Laurents Hörr fra DKR Engineering har fået samlet sammen.

I LMGTE er Ferrari og Iron Lynx favoritter til at tage titlen. Iron Lynx’ #80 med Matteo Cressoni, Miguel Molina og Rino Mastronardi fører med 101 point mod AF Corses Alessio Rovera, Emmanuel Collard og Francois Perrodo med 81. Ferrari-kollegerne fra Spirit of Race har desuden en matematisk mulighed i behold for at tage titlen, men kan til gengæld blande sig fuldt ud i kampen om sølvet. Spirit of Races David Perel og Duncan Cameron har 77 point med sig.

Sæsonfinalen i ELMS kan følges med løbsstart fra klokken 14.00 på livestream. Optakten starter 13.40 – se links herunder.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Leave a Reply