Optakt: Dennis Lind i britisk mesterskabsduel i weekenden

Foto: British GT/SRO

I den kommende weekend kan en dansk kører igen sikre sig ét af de fremmeste GT-mesterskaber. Dennis Lind og Leo Machitski går nemlig ind til årets finaleweekend i British GT i føring for mesterskabet, når det hele skal afgøres på Donington Park på søndag.

I alt fem hold er stadig matematisk i spil til titlen, men det er Barwell Motorsports Lind og Machitski, der kommer til Donington Park med de bedste kort på hånden. Lamborghini-duoen fører samlet med 18,5 point, og der er 37,5 point på spil i weekendens totimersløb. Specielt i sæsonens anden halvdel har det dansk/russiske makkerpar slået sig fast som de stærkeste, men det er omvendt også noget nær en tradition, at det fremmeste britiske mesterskab i sportsvogne går helt til det ternede flag, og mon ikke også det sker i denne weekend.

Bliver det til et mesterskab for Barwell Motorsport i weekenden, så er det også første gang siden 2012 at et hold med ikke-britiske kørere vinder titlen, og faktisk er det slet ikke sket før i GT3-æraen, at et hold med to udenlandske kørere har taget trofæet.

Det bliver dog med stærk modstand. RAM-Mercedes’ Ian Loggie og Yelmer Buurman er tættest på, men har ti sekunders successtraf, som skal eksekveres ved kørerskiftet, og sådan en successtraf har mesterskabets treere, Michael Igoe og Phil Keen også med sig til Donington.

Dennis Lind og Leo Machitski har været stærkt kørende hele sæsonen i British GT. Kun én gang har de sluttet udenfor top 4, og det var da de udgik på Donington Park. Foto: British GT

I seriens GT4-klasse er mesterskabet afgjort, og Will Burns/Gus Burton sikrede sig titlen et løb før tid, da de vandt på Oulton Park sidste måned, mens klassens Pro/AM kategori fortsat er en åben kamp mellem fire teams og fire forskellige bilproducenter – anført af Matt Topham og Darren Turner.


Løbet kan følges søndag fra 14.00 dansk tid på SRO’s GT World-kanal på Youtube. Vi opdaterer med links til livestreamen på vores Facebook så snart vi kan.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: