I den kommende weekend er det finaletid i IMSA. Og i modsætning til de seneste par løb i staterne, hvor Kevin Magnussen og Mikkel Jensen har repræsenteret Danmark i DPi og LMP2, så er der en hel perlerække af danske navne at holde øje med på den fantastiske Road Atlanta i den kommende weekend, når det traditionsrige Petit Le Mans køres. Historien bag det 10 timer lange løb er lidt nyere end vi kender den fra fx Daytona eller Sebring, men det er et løb, som blev opfundet af den nu hedengangne Don Panoz, som også var foregangsmanden bag American Le Mans Series – forløberen til det, vi i dag kender som IMSA Weathertech Sportscar Championship.

Og at Petit Le Mans er en eftertragtet skalp at tage, vidner weekendens felt også om. For sidste gang i år er det med fuldtalligt felt, så alle fem klasser er i spil, og vi har dansk deltagelse i alle fem! Ydermere bliver weekendens Petit Le Mans også specielt, fordi det er afskedsløbet for GTLM-klassen, som vi i øjeblikket kender den. IMSA styrer i 2022 mod GT3-formatet, som vi blandt andet kender fra European Le Mans Series og GT World Challenge for at få større felter med, og derfor er denne weekend også et farvel til en klasse, der på mange måder har tegnet amerikansk sportsvognsracing i mange år.

Annonce:

Kevin Magnussen og Renger van der Zande kommer til Road Atlanta med to andenpladser i træk på CV’et. Foto: IMSA

I DPi ligner Acuras Wayne Taylor Racing samt Cadillacs Action Express Racing de mest oplagte titelkandidater, og de to hold kommer da også til Petit Le Mans med blot få points difference, mens Kevin Magnussen og Renger van der Zande kommer til sæsonfinalen på den samlede fjerdeplads. Den dansk/hollandske duo fra Chip Ganassi Racing kan dog med et godt løb udfordre Mazda i kampen om den samlede tredjeplads, mens der skal meget til, hvis det skal blive til mere end som så.

Wayne Taylor Racings Ricky Taylor og Felipe Albuquerque fører med 3071 point mod Action Express’ Felipe Nasr og Pipo Derani med 3052. Treer er Mazdas Harry Tincknell og Oliver Jarvis med 2882, mens Magnussen og van der Zande har 2879 point med sig til finalen. Alle har tredjekøreren med til den 10 timer lange finale, så derfor er der comeback til Scott Dixon hos Chip Ganassi Racing til denne weekend.

Mikkel Jensen på mesterskabskurs i LMP2

I LMP2 skal Mikkel Jensen og PR1 Mathiasen Motorsports ud at gøre en stærk sæson færdig. Danskeren kommer med sit amerikanske hold til sæsonfinalen som førende, og kan krone et superstærkt 2021 i IMSA med den samlede titel i LMP2 – efter at have vundet tre løb og herunder Sebring på vejen til finaleweekenden. Mikkel Jensen og Ben Keating har 1807 point inden finaleweekenden – fulgt af WIN Autosports Tristan Nunez og Steven Thomas.

Men Mikkel Jensen og Kevin Magnussen er ikke de eneste danskere til start på Road Atlanta denne weekend. I alt er der fem danskere til start – én i hver klasse. I prototyperne er Malthe Jakobsen for første gang i aktion i IMSA, og det er en mulighed, som den unge thybo glæder sig til at tage op.

– Det er en kæmpe mulighed for mig at komme til USA og køre ét af de absolut største sportsvognsløb. Road Atlanta er kuperet og virkelig teknisk krævende, så der bliver rigeligt at se til. Det er også én af de baner, jeg altid har drømt om at køre racerløb på, så jeg glæder mig helt vildt, fortæller Malthe Jakobsen til Boxengasse.

Malthe Jakobsen har fået chancen i LMP3 hos Performance Tech Motorsports. Foto: RLR MSport

En anden debutant i IMSA-sammenhæng denne weekend finder vi i GT Daytona. På en meget sen udmelding er årets mester i GT Open, Frederik Schandorff, nemlig blevet inviteret til at køre løbet. Det bliver for Inception Racing, som drives af Optimum Motorsport – et team, som Schandorff egentlig har konkurreret med hele året i GT Open – men nu har de fundet fælles fodslag til den amerikanske finale.

– Det her kom i stand, fordi de synes jeg gjorde det godt i GT Open, hvor vi jo vandt mesterskabet i år. Vi har jo konkurreret mod dem i GT Open hele året, men fordi de gerne vil ud at køre IMSA i 2022, så vil de gerne køre det her løb for at suge lidt erfaringer til sig. Og der var jeg så heldig at blive inviteret med. Det bliver super spændende at prøve kræfter med, forklarer Frederik Schandorff til Boxengasse.

Michael Christensen har længe været væk fra IMSA, men gør comeback til det sidste GTLM-løb i serien. Næste år bliver GTLM lavet om til en professionel GT3-kategori. Foto: Porsche

Endelig er Michael Christensen også præsenteret som en sen tilføjelse i GTLM, hvor Porsche og Weathertech Racing kører sæsonfinalen med to biler. Og i den nye bil finder vi netop Christensen, som deler bil med Kevin Estré og Frederic Makowiecki. Det er Christensens første løb i IMSA siden han i 2017 vandt Daytona, og derfor er det også et kærkomment comeback, forklarer han.

– Det er fedt at komme tilbage til IMSA serien. Jeg har altid været vild med racerløb i USA, men jeg har ikke kørt IMSA siden jeg vandt Daytona i 2017. Det bliver helt sikkert en hård kamp med Corvette og BMW, da alle ønsker at vinde det sidste løb i GTLM-klassen. Det er en snæver og teknisk bane med hurtige sektioner, som giver masser af ræs og tæt trafik. Så det gælder om, at holde hovedet koldt, når det bliver mest hektisk og så være der til sidst. Men jeg er sikker på, at sammen med Kevin og Fred, så har vi kørerne, bilen og teamet til at kæmpe med om sejren. Man kan vel sige, at Petit Le Mans er det sidste af de store løb, som jeg ikke har vundet, så det kunne være mega fedt, at få det med på mit CV, siger han i en pressemeddelelse.

Kig med!

Det hele kan som altid følges live på www.imsa.com/tv og på Viaplay, samt på www.radiolemans.com.

Løbet starter lørdag klokken 18.10 dansk tid og Viaplay blænder op fra 18.00 med Christina Nielsen som ekspert.

Vil du vide mere om IMSA, så er her en sæsonguide, som vi lavede i starten af året og løbende har holdt ved lige.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Leave a Reply