WEC-feltet er i denne weekend i Bahrain, hvor det går løs med BAPCO 8 Hours of Bahrain – sæsonens fjerde løb i 2019/2020 Super Season, og ikke mindst årets sidste løb i WEC. Efter nytår venter to løb i USA i form af det nyligt annoncerede 6 Hours of COTA på Circuit of the Americas i Texas samt 1000 miles of Sebring, inden feltet returnerer til Europa med sekstimersløbet på SPA-Francorchamps den 25. april og endelig Le Mans i juni.

Løbet køres med start i morgen lørdag klokken 13.00 dansk tid, og at dømme efter kvalifikationen, så er der igen lagt op til et tæt slagsmål i særligt GTE Pro, ligesom det også ser ud til de seneste ændringer af reglerne har sat Rebellion i en konkurrencedygtig situation mod Toyota. Senest vandt Rebellion jo overall i Shanghai, og den præstation skal schweizerne forsøge at gentage denne weekend.

Annonce:

Rebellion kommer til Bahrain med en frisk sejr i bagagen. Foto: FIA WEC / Joao Felipe

Umiddelbart starter det i hvert fald godt ud, for Rebellions #1 med Bruno Senna, Norman Nato og Gustavo Menezes tog pole position i fredagens kvalifikation foran Team LNT’s Ginetta #5 med Ben Hanley, Charlie Robertson og Jordan King, mens Toyotas to biler starter nummer tre og fire – nummer 8 med Sebastien Buemi, Kazuki Nakajima og Brendon Hartley var bedst af de to.

I LMP2 tog United Autosports #22 pole position, mens High Class Racing med Anders Fjordbach, Kenta Yamashita og Mark Patterson var sjettehurtigst.

High Class Racing tog sjettebedste tid i LMP2. Foto: FIA WEC

Porsche 1-2 i GTE Pro

Michael Christensen og Porsche fik en god optakt og starter 1-2 i GTE Pro. Mesterskabsførende Michael Christensen og Kevin Estré starter som nummer to i klassen.

Skal man tage noget med fra kvalifikationen, så må det være, at Porsche er kommet godt ind i weekenden. Forud for Bahrain talte Boxengasse med Michael Christensen, som siger følgende om banen, Sakhir Circuit, og sine forventninger for weekenden:

– Bahrain er altid en udfordring – specielt, når det kommer til slid. Asfalten er rigtig aggressiv og layoutet betyder, at bremserne nemt bliver meget varme. Så strategisk er der noget at arbejde med, men generelt er det sådan, at har du det hårdt i Bahrain, så plejer det at blive en lang dag. Men jeg håber, at vi kan kæmpe med om det.

Michael Christensen ser frem til løbet i Bahrain, som traditionelt er hårdt ved materiellet. Foto: Porsche AG

Pole gik i stedet til Gianmaria Bruni og Richard Lietz’ #91, som var 0.060 sekund hurtigere end #92.

– For os var det en god holdindsats efter hårdt arbejde i træningen. Vi anede ikke, hvordan kvalifikationen ville gå, for vores fokus var på løbet. Richard satte en rigtig god omgang, sagde Gianmaria Bruni til engelske Dailysportscar efter kvalifikationen.

AF Corses to Ferrarier starter som nummer tre og fire i GTE Pro, mens Aston Martin ser ud til at mangle lidt pace – i hvert fald på kvalifikationen. Marco Sørensen og Nicki Thiim åbner løbet umiddelbart bag de to Ferrarier.

I GTE Am landede Nicklas Nielsen og AF Corse #83 tredje startposition efter Project 1’s Porsche med Ben Keating og Larry Ten Voorde kørte sig til samlet pole position.

Dempsey-Proton Racings Porsche #88 starter som toer, mens Francois Perrodo ikke kunne følge op på Nicklas Nielsens tid fra starten af sessionen. Nielsen var ellers hurtigst af alle før kørerskiftet.

Project 1’s Porsche 911RSR med David Heinemeier Hansson starter som nummer fire i GTE Am. Foto: Porsche AG

David Heinemeier-Hansson starter som nummer fire i Project 1’s anden bil, som har startnummer 56.

Løbet kan foruden på FIA WEC’s app ses på TV2 Sport/TV2 Play.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar