Glæden var til at få øje på, da Mikkel Mac kom i mål efter søndagens finaleheat i Super GT-klassen på FDM Jyllandsringen. Falstringen har langt om længe fundet melodien med sin Super GT-racer, og med tre heatsejre ud af tre mulige satte han kronen på værket:

– Det er helt fantastisk! Nu har vi kæmpet i to løb for at få bilen til at køre helt optimalt og hvor jeg ikke har kunnet finde farten i bilen. På Ring Djursland kom farten i løbet af weekenden, men jeg fik en teknisk defekt allerede inden starten gik til finaleheatet, så det var virkelig ærgerligt. Med det her hattrick synes jeg at vi har vist hvordan det skal gøres.

Annonce:

Der blev kæmpet om placeringerne i Super GT. Her er Martin Andersen og Ole Petersen uenige om hvem, der skal først ind i Hesteskoen. Foto: Boxengasse

Det er ikke et tilfælde at Mac er hurtig i denne weekend. Fredag brugte han og Team Jørgen Hansen Biler på at finjustere bilen, og han indrømmer gerne at han var en ubarmhjertig chef på dagen:

– Jeg tror at mekanikerne svedte mere i fredags end jeg har gjort i dag – de blev trykket godt og grundigt af mig, for vi skulle bare have fundet frem til den rigtige opsætning på bilen. Min kørestil er måske lidt anderledes end hvad de har været vant til, men vi fandt frem til det til sidst, og det er fedt!

Med tre heatsejre i baglommen kan Mikkel Mac rejse til Le Mans med oprejst pande og øget selvtillid. På den franske bane skal han deltage i Road to Le Mans-løbet, der er opvarmning til selve 24 timers-løbet, som køres i næste weekend. Her er Super GT-raceren skiftet ud med en højpotent Ferrari 488 GT3.

Rossel: Tynget af tekniske problemer

Op til weekenden påstod vi her på siden at Kevin Rossel var blandt favoritterne til weekendens løb. Det var imidlertid en favoritstatus, som vejlenseren alt andet end formåede at udnytte. En defekt benzinpumpe i kvalifikationen var blot toppen af isbjerget på en hård weekend.

– Jeg har ikke haft den nødvendige fart i bilen igennem hele weekenden. Vi har ikke fundet ud af hvad det skyldes, selvom jeg synes at alt er afprøvet, fortæller Rossel, der i første heat blev sinket af et defekt gasspjæld.

Hård weekend for Kevin Rossel. Manglende fejl og tekniske problemer frarøvede ham de gode resultater. Foto: Boxengasse

– Det er ikke optimalt med en bil som ikke giver gas, når man trykker på speederen, lyder det tørt fra Kevin Rossel, der trods en henholdsvis 8., 9. og 10. plads har set lyset i tunnellen:

– Det er fint at vi får problemerne i en weekend, hvor jeg alligevel ikke havde farten i bilen. Nu skal vi have fundet fejlene, og så skal der tages revanche på Ring Djursland om to uger!

Teamkammeraten fra Team Flexlease.nu / Strøjer Tegl, Christian Sørensen, kapitaliserede til gengæld på baneerfaring og andres udfordringer. I finaleheatet sluttede han på andenpladsen, fem sekunder efter Mikkel Mac og med Martin Andersen tæt bag sig.

– Ja, det er da super! Jeg vidste at det her var en weekend hvor jeg havde chancen for at lave et godt resultat, og det lykkedes også fint. Jeg har været skånet for problemer weekenden igennem, så det kan jeg kun være glad for.

Mikkel C: Endnu en hård weekend, dog med lyspunkter

En anden, som må siges at kunne se lys i mørket, er Mikkel C. Johansen. Køreren fra Nymark Racing har haft sine kvaler med skiftet fra DTC til Super GT, og denne weekend var ikke meget anderledes. Hele teamet manglede fart i kvalifikationen, men på Slagelse-kørerens bil blev fejlen lokaliseret og rettet inden løbene.

– Jeg fik en okay start fra 13. pladsen, men jeg blev lukket inde og kunne ikke udnytte mit momentum. Så jeg måtte arbejde mig frem, forklarer Mikkel C., som kort efter måtte kæmpe med et ødelagt forhjulsleje.

Christian Sørensen fik med en andenplads i finalen gode point med hjem fra Jyllandsringen. Foto: Boxengasse

– Det gjorde det ikke meget lettere, og omtrent samtidig tabte bilen væske på baghjulene, så på tilfældige tidspunkter kørte bilen meget ustabilt.

I andet heat udbrød der brand i bilen, som Mikkel C. Johansen skyndte sig at køre til siden – desværre ud i noget tørt græs, der også brød i brand. Det blev heldigvis slukket og en mindre katastrofe afværget:

– Det kunne have været rigtig grimt. Mekanikerne gjorde et flot stykke arbejde med at få bilen klar igen, og selvom finaleløbet blev ødelagt lidt af en påkørsel bagfra, kan jeg trøste mig med at jeg er ved at have fået fart i bilen. Det er noget vi kan tage med til Ring Djursland!

Om Super GT-klassens første løbsweekend på FDM Jyllandsringen må det konstateres at den sønderjyske klasse leverede tre solide heat med overhalinger, dueller og god underholdning. Den “nye” bane betød at andre kørere fik chancen for at gøre sig bemærket i feltet, og nogle har måske også fået lidt ekstra selvtillid i rygsækken til forårssæsonens sidste løb på Ring Djursland om to uger.

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Leave a Reply