Team Flexlease.nu / Strøjer Tegl fortsætter stimen af gode resultater efter deres debut i Super GT. Lørdag eftermiddag satte Christian Sørensen hurtigste tid under kvalifikationen til søndagens løb. En god fornemmelse for vestjyden, der til i år har skiftet både løbsserie og team – og det har betalt sig:

– Det er fedt! Jeg kunne mærke allerede i træningen, at jeg havde rigtig god fart i bilen, så jeg er glad for at det kunne følges op med en pole position, fortalte Christian Sørensen kort efter den veloverståede kvalifikation. Og han er ikke sen til at pege på hvorfor, han er hurtigste mand.

Annonce:

– Teamet har nogle gode erfaringer med banen her, og det har ikke været svært for dem at overføre dem til en ny bil. Og så følte jeg mig bare godt tilpas i bilen i dag!

Med tiden 1:07,374 har Sørensen 0,197 sekund ned til næsthurtigste mand, Kevin Verner. Og han er ikke ked af at være blevet henvist til andenpladsen:

– Jamen det her har jeg jo ventet på siden sæsonstart, lød det grinende fra silkeborgenseren, der nu ser ud til for alvor at have fået fart i bilen.

– Nu bliver det rigtig sjovt i første heat i morgen!

En glad mand – Kevin Verner kan endelig høste lidt resultater af sit hårde arbejde med bilen. Foto: Boxengasse

Lige i hælene på Kevin Verner har Mikkel Mac indtaget tredje startposition til søndagens første heat. Den tidligere Le Mans-kører ser ud til at have fået styr på bilen, og mon ikke han er meldt ind i kampen om løbssejre fra nu af?

En mand, der til gengæld har meget at ønske sig, er Kevin Rossel. Med favoritstatus allerede inden løbsweekenden var startet er det lodret op ad bakke, når benzinpumpen står af efter en enkelt flyvende omgang. I pitlane blev der arbejdet hårdt på at få repareret fejlen, men teamchef John Nielsen måtte til sidst give op og acceptere nederlaget. Kevin Rossel starter på en svær 10. plads i morgenens første heat.

John Nielsen måtte opgive at få Kevin Rossel tilbage på banen efter benzinpumpen gav op. Foto: Boxengasse

Første heat i Super GT køres søndag kl. 10.50.

Resultat af kvalifikationen for Super GT (Kilde: Raceresult.dk)

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Leave a Reply