Vesti tager fra SPA med podieresultat

Andenpladsen betyder, at Vesti holder fast i sjettepladsen samlet. Foto: Dan Istitene - FIA Formula 3
Foto: FIA Formula 3

Frederik Vesti – og i det hele taget italienske PREMA, som danskeren kører for i F3, fik et solidt pust i sejlene med søndagens sprintløb i F3.

Her blev det til en 1-2-sejr for teamet – Logan Sargeant tog sejren foran netop Vesti, som til det sidste forsøgte at nappe sejren fra amerikaneren, men Vesti måtte i stedet tage andenpladsen, 0,8 sekund efter Sargeant.

Alt det kom efter en begyndelse på weekenden i Belgien, som langt fra var optimal for Vesti. Kvalifikationen endte med en skuffende niendeplads efter både vejret og et uheld i kvalifikationen spillede ind, og lørdag fik han kæmpet sig frem som sekser i featureløbet. Det gav en startposition som nummer fem til dagens sprintløb.

Frederik Vesti fik kæmpet sig godt frem i rækkerne i søndagens sprintløb i F3. Foto: Clive Mason – FIA Formula 3

Vesti fik fra starten kæmpet sig frem – først fik han passeret Liam Lawson og siden Olli Caldwell. Richard Verschoor, som startede på pole, blev i starten sat til vægs af Logan Sargeant, og også hollænderen blev overhalet af Vesti, som i den forbindelse kunne tage andenpladsen.

Sargeant udnyttede imidlertid sin mulighed for at lægge lidt afstand, og fik i det hele taget oprejsning for en lørdag, hvor han endte som nummer otte. Ikke helt hvad den mesterskabsførende amerikaner var ude efter.


Sargeant kom imidlertid under pres til sidst i løbet, da Vesti begyndte at hente ham ind. Sargeant forsøgte hele vejen at holde forspringet, men kunne ikke holde Vesti ude af rækkevidde til at bruge DRS – men danskeren løb tør for tid, og fik ikke muligheden for at gøre det helt færdigt.

Med andenpladsen i sprintløbet er Frederik Vesti sekser samlet. Logan Sargeant fører mesterskabet foran Oscar Piastri og David Beckmann.

– Jeg er helt klart tilfreds. Vi havde god fart i træningen, men i kvalifikationen blev det et værre rod med alt det trafik. Endte som nier og nåede så frem til P6 i første løb og nu til P2 i dag. De første fem omgange var rigtig gode, og så skulle jeg til at hente på Logan. En omgang til, så tror jeg chancen havde været der for at kæmpe om sejren, og det føles rigtig godt. Jeg er meget glad og vil gerne takke PREMA for det store arbejde, de har gjort over den seneste uge. Vi har virkelig været nede at arbejde i detaljerne for at forbedre os, sagde Frederik Vesti til FIA Formula 3 efter løbet.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: