Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

12 Hours of Sebring: WTRAndretti og Acura vinder på sen overhaling – Mikkel Jensen på skamlen i LMP2

Foto: IMSA
Annonce:

2024-udgaven af Sebring kan koges ned til en hæsblæsende finale, for nærmest traditionen tro blev det hele en tæt kamp på tværs af alle fire klasser, da den sidste gulflagsperiode blev ophævet med under en halv time igen. Da lå både Michael Christensen såvel som Malthe Jakobsen og Mikkel Jensen til podiepladser i GTD Pro og LMP2 respektivt, men den højspændte afslutning krævede sine ofre, og det gik ud over to af de tre.

Ligeledes var der kamp til stregen i GTP, hvor Louis Deletraz og Sebastien Bourdais gav en opvisning i tæt kørsel efter særligt Bourdais for alvor havde fået reddet ærterne for Chip Ganassi Racing Cadillac. Tidligere i løbet havde de tabt tid på elektroniske problemer, men Chip Ganassi-teamet havde medvind gennem løbets tre sidste gulflagsperioder og endte med at have en god chance til sidst. Men Bourdais kunne ikke holde Louis Deletraz og WTRAndretti Acura fra fadet, for Deletraz var hele tiden i spejlene og klar til at udfordre den franske veteran.

Sejrsfest hos WTR Andretti Acura. Foto: IMSA

Deletraz endte til gengæld med at trække det længste strå, for han kunne til sidst udnytte at have lidt friskere gummi under Acura-raceren og med omkring fem minutter tilbage udnyttede han trafikken til at stikke indenom Bourdais i The Hairpin. Det lukkede duellen, og Deletraz kunne krone en i grunden tæt på perfekt dag for WTRAndretti i Florida. Andretti-bilen levede en lidt anonym tilværelse en stor del af vejen, men holdt sig til gengæld ude af problemer. I lange stræk førte Cadillacs to biler og Porsche Penske Motorsport på skift, men først crashede Pipo Derani spektakulært ud af løbet med Action Express Racings #31 Cadillac, og begge Penskes Porscher havde heller ikke just nogen problemfri dag.

Mikkel Jensen fik sammen med Hunter McElrea og Steven Thomas oprejsning for et forfærdeligt Daytona med en andenplads på Sebring – men Jensen kunne ikke gøre noget ved Connor Zilisch og ERA Motorsport til sidst. Foto: IMSA

Danskerbiler smed podiepladser – Mikkel Jensen på podiet i LMP2

Ind i den sidste halve time lå tre danskerbiler også godt til i klasserne. I LMP2 fik en sen straf ret store konsekvenser for Malthe Jakobsen og Dragonspeed, for i forbindelse med en gulflagsperiode kunne Jakobsen køre helt frem i spids i klassen på en wave-by og var faktisk godt en omgang foran Mikkel Jensen og TDS Racing på andenpladsen. Jakobsen havde imidlertid udført sin wave-by forkert, og fik i stedet en stor stop-and-go-straf på tre minutter og 44 sekunder, hvilket kostede Jakobsen og Dragonspeed mulighederne til sidst. Straffen betød, at Malthe Jakobsen endte nede som syver i klassen, i øvrigt lige foran danske High Class Racing med Dennis Andersen, Seth Lucas og Laurents Hörr.

Malthe Jakobsen og Dragonspeed løb ind i en hård straf til sidst, hvilket effektivt kostede mulighederne for Jakobsen og co. Foto: IMSA

Mikkel Jensen og TDS Racing var med i topkampen i LMP2 gennem store dele af løbet, og lå til sidst i tæt kamp med Connor Zilisch fra det Daytona-vindende ERA Motorsport, men i den sidste genstart havde Zilisch held af at holde sin føring hele det sidste stykke til det ternede flag, og Jensen endte som toer foran Peugeot-kollegaen Paul di Resta fra United Autosports.

Mikkel Jensens TDS Racing var til gengæld med i topkampen næsten hele vejen. Foto: IMSA

Sebring var til gengæld hård ved Nicklas Nielsen og Richard Mille AF Corse, for bilen var tidligt indblandet i et sammenstød, og siden måtte Lilou Wadoux parkere efter bare 65 omgange på grund af et følgeproblem. Nielsen nåede end ikke ud at køre i sin debut på Sebring.

Sammenstød kostede en pokal

I GTD Pro gik en sen straf også ud over de danske forhåbninger om pokaler. Michael Christensen, Laurin Heinrich og Sebastian Priaulx var med i topkampen hele dagen for AO Racing Porsche, og i den afgørende halve time var Heinrich med helt fremme, og kæmpede i de døende minutter om en andenplads med Daniel Junacadella fra Corvette Racing – men endte med at få sat Juncadella af banen. Heinrich kørte videre og krydsede målstregen, men fik derpå en straf for sammenstødet.

Laurin Heinrich var godt på vej til at sikre AO Racing en ny podieplads i IMSA, men han satte det hele over styr ved et sent sammenstød med Corvettes Daniel Juncadella, og blev med en efterfølgende straf sendt ned som syver. Foto: IMSA

Det betød, at Jack Hawksworth og Vasser Sullivan Lexus kunne tage sejren efter en deul med Daniel Serra fra Risi Competizione, og treer blev Iron Lynx’ Lamborghini #19 med Mirko Bortolotti, der arvede tredjepladsen efter sammenstødet mellem Heinrich og Juncadella.

GTD-kategorien endte med et vildt comeback, for her vandt Mercedes og Winward Racing efter en dag af ned- og opture. Bilen havde egentligt pole position, men klarede ikke den tekniske kontrol efter kvalifikationen og startede sidst. Winward-teamet kørte sig dernæst op gennem rækkerne og endte med at vinde klassen foran Cetilar Racings Ferrari og Wright Motorsports Porsche.

Frederik Schandorff og Inception Racing kæmpede hårdt for at levere et comeback ovenpå en skidt start. Foto: IMSA

GTD var i det hele taget hård ved danskerbilerne, for Frederik Schandorff og Inception Racing McLaren fik kørt sig tilbage og endte med en syvendeplads efter en katastrofal start på løbet. På første omgang var de indblandet i lidt ballade og kæmpede hele dagen for at hente det tabte. Anders Fjordbach og MDK Motorsports var heller ikke forskånet for lidt skærmydsler undervejs og endte som nummer 12, mens Iron Dames og Michelle Gatting udgik tidligt i løbet med en teknisk defekt.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Lignende artikler
Annonce:

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen