Årets tyske højdepunkt i langdistanceracing venter den 5-6. juni på Nürburgring, når årets ADAC Nürburgring 24h køres – og det bliver heldigvis med et noget større felt end i fjor, hvor corona ramte mange teams hårdt på pengepungen, og man havde et historisk lille felt med under 100 biler til start – rettere 96.
Det bliver der ikke noget af i år – ADAC har netop løftet sløret for årets felt, som tæller hele 125 biler, og det bliver atter med solid dansk repræsentation i løbet, som vi naturligvis følger tæt her på Boxengasse igen i år.
I fjor tog BMW-teamet ROWE Racing det ternede flag og Alexander Sims, Nick Yelloly og Nicky Catsburg sikrede sig ved den lejlighed BMW’s første sejr i hele ti år i N24.

Otte danskere til start
I år står et knivskarpt felt klar til at tage en ny kamp to gange rundt om uret for at tage titlen fra BMW i topklassen for GT3-biler, SP9. Og igen i år er det med – indtil videre – otte danskere til start.
Mens Mikkel Jensen i år ikke er på plads hos BMW i N24, så er Michael Christensen klar til comeback efter den kæmpe skuffelse i 2020, hvor Manthey Racing ovenpå et par positive coronatests efter Le Mans helt måtte trække sig fra løbet inden det overhovedet kom i gang. Nürburgring er i år Christensens primære mål med Porsche, og så vigtigt som N24 traditionelt er i hjemlandet for de tyske fabrikanter, så bliver der skudt med de absolut skarpeste skud hos Porsche. Og det må man sige om lineuppet i Manthey Racings “Grello” Porsche 911 GT3R, der meget passende også bærer #911, for den deler den tidligere verdensmester i WEC nemlig med sin mangeårige Porsche-kollega Kevin Estré, italienske Matteo Cairoli og den tyske Nürburgring-ekspert Lars Kern.
SP9 fik desuden i denne uge endnu en dansker til start, idet Nicki Thiim igen er på plads hos Phoenix Racing. Sønderjyden har i år været stand-in hos Phoenix i både LMP2 og senest i SP9 i Nürburgring Langstrecken Serie, og her er han igen at finde i det tyske teams ene af tre Audi R8 LMS GT3. Han deler med et særdeles stærkt hold bestående af Michele Beretta, Frank Stippler og Kim Luis Schramm.
I SP8 – også kendt som én af GT4-klasserne – finder vi desuden Christina Nielsen, som med WS Racing endelig får den planlagte deltagelse i GT4 sat på skinner. Reglerne på Nürburgring er sådan, at alle skal optjene en tilladelse, en Ring Permit, ved at køre i en lavere klasse i et par løb først. Tilladelsen er nu generhvervet for Nielsens vedkommende, og hun er derfor klar til løbet for tyske WS Racing, som med en dansk/tysk/amerikansk kvartet er på plads med deres rent kvindelige team. Udover Nielsen udgøres holdet af Carrie Schreiner, Celia Martin og amerikanske Pippa Mann.
Nielsen er i øvrigt ikke eneste dansker i en GT4-bil, for i SP10 (der kører på SRO’s BOP for GT4), finder vi Nicolaj Møller-Madsen. Fynboen er igen til start i N24 med tyske Allied Racing GmbH i en Porsche Cayman GT4, med hvem han blev nummer to i klassen i 2020.
Også i en Cayman GT4, men igen med en helt anden klasse, finder vi Henrik Bollerslev, som igen er til start for tyske Four Motors i klassen AT, som er for alternative brændstoffer. Four Motors-racerne i AT kører på en særligt høj blanding af ethanol i benzinen, og er desuden et miljøvenligt tiltag i motorsportens verden. Her er ingen kulfiber, men karosseridelene er lavet med udgangspunkt i hamp, hvilket er en markant mere miljøvenlig metode til at konstruere karosseridele. Al olie på bilerne er desuden genraffineret.
De sidste tre danske navne er alle at finde i den store V2T-klasse for produktionsbiler med toliters turbomotorer. Her finder vi Rasmus Helmich hos Team AVIA Sorg Rennsport i en BMW 330i F30 (#163) samt Nicolaj Kandborg hos GITI Tire Motorsport by WS Racing – også i en 330i, men med startnummer #167.
Endelig er Niels Borum også til start hos GITI Tire Motorsport by WS Racing, men fynboen stiller i en Volkswagen Golf VII, som har #166 på siden.