Med fire timer igen af 24 Hours of SPA er ballet igen ved at være åbent om føringen i løbet, efter Iron Lynx’ #51 med Nicklas Nielsen, Alessandro Pier Guidi og Come Ledogar har ført an gennem store dele af løbet og tog toppoint ved uddelingen af delpoint til Intercontinental GT Challenge ved både seks- og tolvtimersmærket.
Frem mod den seneste pitstoprunde med fire timer og 12 minutter gik teamet ind lidt før tid til et fuldt stop med kørerskifte, og har dermed ændret en smule på strategien. Det kom efter, at Come Ledogar mod slutningen af sit stint blev hentet hastigt af Dries Vanthoor i den Audi R8 fra Audi Sport Team WRT, som har leveret en fantastisk opkørsel.
Audien er med helt i front for løbet efter at være startet som nummer 54, mens Nicklas Nielsen netop er kommet tilbage bag rattet hos Iron Lynx Ferrari. Omgangen efter fulgte også Audien med #32 til pitstoppet, som gik knapt så godt for det belgiske Audi-team. De tabte cirka fem sekunder til Ferrarien i den forbindelse, og Nicklas Nielsen er derfor tilbage i spids – nu imod Kelvin van der Linde, som er skiftet ind hos Audi.
Aston Martins Dane Train i #95 fra Garage59 er fortsat treer og med Nicki Thiim ved rattet. Dane Train er fortsat også på omgangshøjde og ligger fint til en tredjeplads i løbet som det står lige nu.
Også Dennis Lind i den anden af i alt fire WRT-Audier er der godt nyt om her med fire timer igen af løbet. I de seneste timer har Nico Müller og Robin Frijns kørt rigtig stærkt i bilen og har bragt den yderligere et par pladser frem, så de nu er nummer seks.

Kjærgaard og Aston Martin bejler til Silver Cup-føringen
I Silver Cup ligger det også godt til Aston Martin for tiden. Nicolai Kjærgaard er i bilen, der er Garage59’s Silver Cup-bil, #159, og de er aktuelt nummer to i Silver Cup, og er pt 15 sekunder fra at kunne kæmpe om føringen. Feltets øvrige tilbageværende danske kørere er alle i Silver Cup. Her er de to Audi R8’ere fra WRT nummer syv og otte i klassen, hvor #30 med Benjamin Goethe på holdet og aktuelt James Pull i bilen er nummer syv, og #31 med Valdemar Eriksen, der også kører bilen pt, er nummer otte.
11’er i Silver Cup er Allied Racing GmbH og Bastian Buus. Her er det aktuelt franske Julien Apotheloz, der er ved rattet. Bilen har i løbet af formiddagen fået en straf for track limits også – en historie, som mange teams ned ad pitlane kan skrive sig ind i, for dem er der uddelt ret mange af…
Der er desuden kommet mere nyt fra hospitalet efter det store sammenstød, der i går kostede fire biler deltagelsen efter ti omgange. Emil Frey Racings Jack Aitken (også reservekører for Williams i F1), har været indlagt natten over og har brækket kravebenet og skadet en ryghvirvel ved uheldet, men melder sig efter omstændighederne ok.
First of all, thank you to everyone who has supported me in the last 16 hours or so, from the marshalls, medical staff trackside and at the hospital, my wonderful team, fellow drivers and all of you sending messages. All things considered I feel fine, and quite lucky. pic.twitter.com/BvTpwrHzI6
— Jack Aitken – 한세용 (@JaitkenRacer) August 1, 2021
Også Ferrari/Iron Lynx’ Davide Rigon har været indlagt natten over og er nu udskrevet igen.
Det er desuden begyndt at smådryppe her 12.30 med fire timer igen. Der er for alvor lovet regn fra cirka klokken 14.00, og har meteorologerne ret, så bliver den afgørende del af løbet ramt af det.
Flere biler udgik over natten, inklusive blandt andre Michael Christensen og Schnabl Engineering. Du kan læse mere om det i denne opsummering fra i morges:
24 Hours of SPA efter 16 timer: Nicklas Nielsen og Iron Lynx fører an
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.