Alba Hurup Larsen startede sæsonen i F1 Academy stærkt og var lige udenfor skamlen i debuten i Shanghai, men F1 Academy bliver ikke hendes eneste opgaver i år. Ved siden af F1 Academy er hun nu også blevet præsenteret hos Chris Dittmann Racing i British F4.
Tre løb falder dog sammen med netop F1 Academy, men oplægget er at få mere køretid, og det er den britiske serie i særdeleshed leveringsdygtig i. Sæsonen tæller samlet ti weekender med tre løb i hver, og åbner den 26-27. April på Donington Park.
– Jeg er meget spændt på 2025, hvor jeg skal køre både F1 Academy og British F4 for at hente så meget erfaring som muligt. Jeg skal arbejde med teamet i British F4 for at udvikle min racecraft og udvikle mig som kører. Det bliver mit første hele år i Formel 4, så jeg er her for at lære så meget jeg kan komme til. Især taget i betragtning, at F4 og F1 Academy er så forskellige biler, så jeg vil skulle omstille mig en del. Vi må se efter første weekend, om vi kan have nogle forventninger for resten af sæsonen, siger Alba Hurup Larsen til Chris Dittmann Racing.
Chris Dittmann selv tilføjer:
– Vi er glade for at kunne byde Alba velkommen til britisk F4. Hun har allerede vist stort potentiale i F1 Academy og andre mesterskaber, og vi ser frem til at hjælpe hende med yderligere udvikling i singleseaters. Hendes beslutsomhed og evner gør hende til en fantastisk tilføjelse til vores team, og vi ser frem til at se, hvad vi kan opnå sammen i år.