Danske Alba Hurup Larsen er årets kvinde i motorsport.
Fredag ved FIA Awards modtog hun prisen ‘2025 Woman in Motorsport’ for både sin debutsæson i F1 Academy samt for projektet G.I.R.L., der skal gøre det lettere for unge piger at begynde i motorsport.
FIA’s årlige awardshow finder i år sted i Tashkent i Usbekistan. Det er også her, at Formel 1-verdensmesteren Lando Norris modtager sit VM-trofæ.
G.I.R.L.-initiativet blev startet i år i Danmark, og ifølge Dansk Automobil Sports Union har over 400 piger og unge kvinder deltaget i projektets arrangementer i år.
Her har deltagerne kunnet møde Alba Larsen samt prøve sig af i udlejningsgokarts.
– Jeg startede G.I.R.L., da jeg var 15 år, for at gøre det lettere for andre piger at prøve kræfter med motorsport. Modtagelsen og opbakningen har været helt utrolig. Vores mål for 2026 er at få 15.000 piger til at deltage i G.I.R.L. arrangementer på tværs af kloden. Denne pris føles som den ultimative anerkendelse af vores mission, og den giver mig mere selvtillid end nogensinde til, at vi vil tiltrække flere partnere og samarbejdspartnere, så vi kan gøre visionen til virkelighed – og nå endnu længere, siger Alba Hurup Larsen ifølge DASU.
Alba Larsen blev torsdag præsenteret som ny Ferrari-kører i F1 Academy 2026. Det var måske ventet, at hun til næste sæson skifter Tommy Hilfiger-farverne ud med Ferraris, da hun allerede i sommer blev præsenteret som Ferrari Academy-kører.
DASU har delt følgende video fra FIA Awards på Facebook.