Med et hattrick af andenpladser fik Alba Larsen ikke bare sæsonens, men også karrierens hidtil bedste weekend i F1 Academy. Den Ferrari-støttede dansker lagde godt ud og var toer i kvalifikationen, og fik siden vendt lørdagens Reverse Grid Race til en andenplads efter at være startet som syver på Zandvoort.
Opgaven i dag, søndag, virkede imidlertid lidt mere ligetil. Med en start som toer ved siden af mesterskabsførende Alisha Palmowski kunne Larsen se fremad og sætte mesterskabs-etteren under pres fra start.
Og pres var Palmowski i og for sig også under, for hun havde en håbløs start på lørdagens løb, og endte med en lidet flatterende 12. plads ved den lejlighed. Palmowski havde derfor også alt at køre for, men kom igen skidt fra start i dag, og måtte ud at forsvare sig i sving 1 mod Alba Larsen.
Larsen kom omvendt under tryk fra Natalia Granada, men holdt andenpladsen og kunne fortsætte med at udfordre Palmowski. De to fik hurtigt bygget et forspring, som i løbet af fem omgange voksede til 2,5 sekund, men Palmowski formåede hele vejen at holde Larsen fra føringen – og sådan fortsatte det til mål.
Alba Larsens kollega fra MP Motorsport, Nina Gademan, rundede i øvrigt en god dag af for teamet på hjemmebane i Holland ved at blive treer. Sejren efterlader Palmowski med 48 points føring i mesterskabet, som nu holder næsten to måneders pause. F1 Academy er tilbage i forbindelse med F1 i Austin den 22-25. oktober.
Such a well-deserved P2 🇳🇱👏 pic.twitter.com/6XNvKzsbke
— Ferrari Driver Academy (@insideFDA) August 23, 2026