Asian Le Mans Series’ første af tre stop denne sæson endte for anden dag i træk med præcis det samme podie i et spændende, men også ekstremt vejrpræget løb i Malaysia. For Cetilar Racing gjorde rent bord på Sepang, da Roberto Lacorte, Charles Milesi og Antonio Fuoco for anden dag i rap vandt løbet generelt – og foran Michael Jensens Algarve Pro Racing #25, som han deler med Enzo Trulli og Tom Dillmann.
Og ligeledes – for anden dag i træk – blev det en malaysisk tredjeplads for Malthe Jakobsen, George Kurtz og Louis Delétraz fra Crowdstrike Racing.
Men løbet blev forkortet af vejret. Med lige under et kvarter tilbage af de fire timer, blev løbet afbrudt på grund af et stort skybrud over banen, og inden da var Cetilar-bilen foran med knap et halvt minut, hvilket også blev afgørelsen.
Det røde flag kom ud på grund af regnen, men feltet var under safetycar efter to afkørsler, hvor Paul di Resta endte i gruset i United Autosports’ #6 LMP2-racer efter en kontakt med Mathias Beche fra DKR Engineering, mens Julien Gerbi fik plantet sin LMP3-racer fra Team Virage i sandkassen andetsteds.
Mikkel Jensen og United Autosports endte med en sjetteplads efter et løb, der for deres vedkommende bød på en kortvarig føring. Men en drivethrough endte med at koste terræn for Jensen og co. De blev fulgt over stregen af danske High Class Racing på syvendepladsen i LMP2.
LMP3 gik til CLX Motorsports #17 med Paul Lanchere, Kevin Rabin og Alexander Jacoby, som ramte deres strategi glimrende. De klarede sågar også frisag over en fem sekunders straf for at have lavet en fejl under Virtual Safetycar, og kunne sende Jacoby ud at sikre sejren foran 23Events Racing, som arvede andenpladsen, da Team Virage måtte pitte deres #8 umiddelbart inden de to uheld bragte en safetycar og siden et rødt flag ud. Forestier Racing tog tredjepladsen, og også Inter Europol fik klemt en bil forbi, så Virage-raceren endte helt nede som nummer fem.
GT3 vandt Kessel Racing og Ferrari foran QMMF by GetSpeed Mercedes’ #37.
Asian Le Mans Series fortsætter på den anden side af nytår, når Dubai Autodrome den 31. januar og 1. februar er vært for de to næste afdelinger.