Bastian Buus klar til sit første Bathurst 12 Hours

Porsche Mobil 1 Supercup, Zandvoort 2023 
#1 Bastian Buus (DK, BWT Lechner Racing)
Foto: Porsche AG

Med 2024 står både Daytona og Bathurst for døren i de kommende måneder – og i februar får vi en ny dansker at se i den australske klassiker, for Bastian Buus er klar til debut på Mount Panorama.

Bastian Buus er blevet hentet ind til at hjælpe det nye, kinesiske team Phantom Global Racing i deres bestræbelser på at få en god international premiere. Global Phantom Racing er blevet til i samarbejde med Timo Bernhards Team 75 Motorsport, og her får Buus chancen sammen med Jaxon Evans og Joel Eriksson i den evigt stærke Pro-klasse på Bathurst.

For Bastian Buus er der tale om ét af de store mål:

– Bathurst er et løb, som jeg har haft på min ‘bucket list’ i mange år. Det er et helt unikt løb på en fuldstændig legendarisk bane. Jeg ser virkelig frem til at komme i gang med arbejdet sammen med Phantom Global Racing, Jaxon og Joel, siger Buus til Porsche.

Jaxon Evans er således også den mest rutinerede i trioen på Bathurst, for kiwien har kørt 12-timersløbet tre gange, mens både Buus og Eriksson får debut. Det nye team med kinesisk support kører med den nye 992 GT3 R og har opbakning med fra Porsche Motorsport Asia Pacific.


Bathurst 12 Hours køres i weekenden den 16-18. februar, og det kan naturligvis følges her på siden.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: