2 min. læsning

Bastian Buus kører Porsche Supercup for østrigsk topteam

2022_03_bastian_buus_supercup_announcement_01
Udgivet
Foto
Del artikel

Bastian Buus har i forvejen samlet en stærk sæsonpakke med fuldt program i Porsche Carrera Cup i Tyskland og Frankrig, men nu øges indsatsen yderligere for det unge racertalent, som også er i Porsche Supercup i den kommende sæson.

Dermed er der også dansk deltagelse i Supercup igen efter et par år uden. Bastian Buus har skrevet under med østrigske BWT Lechner Racing, som med otte kørermesterskaber og 11 mesterskaber for hold har et CV, der taler for sig selv.

– Det er virkelig svært at få hænderne ned lige nu. At få mulighed for at kæmpe sammen med et team med så succesfuld en historie er en mulighed, som jeg er utrolig taknemmelig over. Der skal lyde en stor tak til Robert og Walther Lechner, som selv er tidligere racerkørere, og som har valgt at give mig en fantastisk chance her. Også tak til BWT og mit sponsornetværk, Flatout Club, som har været med til at gøre det muligt for mig at indgå aftalen. Jeg går en vild sæson i møde med masser af test og løb og ikke mindst den bedste mulighed for at slå igennem og nå mit mål om at blive officiel juniorkører hos Porsche, forklarer Bastian Buus i en udsendt pressemeddelelse.
Aftalen med BWT Lechner Racing betyder, at Bastian Buus kan føje yderligere otte løb til en tætpakket kalender, der nu tæller hele 35 løb.
Hos BWT Lechner Racing bliver Bastian Buus teamkammerater med den luxembourgske WEC- og Le Mans-kører Dylan Pereira og den britiske tidligere Porsche Carrera Cup Great Britain-mester Harry King.
– Sammen med BWT Lechner Racing er min målsætning for 2022 at slutte som bedste rookie i Porsche Mobil 1 Supercup. Alt dette skal hjælpe mig til det overordnede mål om at blive udtaget til Porsche Motorsports shootout om en plads på holdet hos Porsche. Der har aldrig været mere på spil for mig end i år, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang!, tilføjer Buus i pressemeddelelsen.
Den første af i alt otte Supercup-afdelinger afvikles i forbindelse med Formel 1-løbet på Imola i Italien den 22-24. april – og dernæst i Monaco den 20.-23. maj.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode