Bathurst 12H: Christina Nielsen starter fra 8. position

Foto: Bathurst 12h/Intercontinental GT Challenge

Christina Nielsen blev den bedst kvalificerede dansker efter kvalifikationen og Top 10 Shootout på Bathurst. Team Nineteen Corp kvalificerede sig ind i top 10 i den ordinære kvalifikation, og fik dermed en afgørende chance i kampen inde i top 10.

Hun har fundet sammen med Team Nineteen Corp with Black Falcon Mercedes. Teamet ejes af Mark Griffith, der også er en del af kørerlineuppet. Yelmer Buurman er tredjemanden, og holdet er til start i Pro-Am-kategorien.

Hollandske Yelmer Buurman fik til opgave at kvalificere bilen for den dansk/hollandsk/australske trio. I kvalifikationen blev det til fjerdebedste tid, mens shootouten endte med ottendebedste tid og ottende startposition.

Norske Dennis Olsen er også med fremme i Australien. Hos EBM kvalificerede australieren Matt Campbell Porsche #912 ind som nummer syv. Foto: Intercontinental GT Challenge

Løbet er i år med dobbelt dansk deltagelse. BMW Motorsport har kigget i retning af Mikkel Jensen, der som nyudnævnt fabrikskører er klar til at sætte gang i sæsonen Down Under. Det sker med BMW Team Walkenhorst, som sammen med Team Schnitzer udgør BMW’s indsats i GT3. Jensen og Team Walkenhorst nåede desværre ikke frem til shootouten. BMW, der ellers vandt Allan Simonsen Trophy i fjor med Augusto Farfus ved rattet, manglede lige det sidste i et absurd tæt GT3-felt.

Mikkel Jensen og Walkenhorst Motorsport starter som nummer 14. Foto: Intercontinental GT Challenge

Mikkel Jensens holdkammerat Nick Catsburg kvalificerede BMW’en fra Walkenhorst, og endte med 14. bedste tid – lige foran søsterbilen fra Team Schnitzer og australske Chaz Mostert. I kvalifikationen var der i øvrigt kun lige over et halvt sekund mellem den hurtigste tid og den 14. bedste, som Catsburg fik sat. Det burde sige alt om, hvor tæt løbet bliver.


Det afspejler sig også i Mikkel Jensens taktik for løbet – vi fangede ham til en hurtig kommentar efter kvalifikationen:

– BMW’erne er ikke så gode her på banen, så det er svært at sige hvad vi forventer. Løbet er langt, så det gælder om at være med fremme på føringsomgangen de første par timer – og så se hvor vi ligger henne.

Om den noget atypiske bane siger Mikkel Jensen:

– Den er vild. Rimelig simpel i den lave del, men virkelig svær oppe på bjerget. Sværere end Nordschleife, synes jeg. Men nu er det også min første gang her, og det er virkelig ikke mange omgange man når at få i træningen.

Jake Dennis og R Motorsport er årets vindere af Allan Simonsen Trophy – men de starter ikke på pole position som følge af en straf. Foto: Liqui-Moly Bathurst 12H

Nielsen overrækker Allan Simonsen Trophy

Når Bathurst 12 Hours sættes i gang i aften dansk tid, så bliver det med R Motorsports’ Aston Martin som den hurtigste bil – men de fik ikke pole position. Jake Dennis satte nemlig Aston Martin #62 på hurtigste tid i både kvalifikationen og den følgende Top 10 Shootout – men på grund af en straf for at køre for hurtigt i pitten under kvalifikationen, må schweizerne tage til takke med at have vundet Allan Simonsen Trophy – og en straf på to placeringer til løbet.

En hæder, som løbsarrangørerne i øvrigt valgte en rørt og stolt Christina Nielsen til at overrække.

I stedet bliver det en ren Mercedes-front på gridden. Pole position gik til Raffaele Marciello og Mercedes AMG Team GruppeM Racing efter italieneren satte en 2:02.93. Til sammenligning var Jake Dennis over fire tiendedele hurtigere end resten af feltet. Bag Marciello er det til gengæld ekstremt tæt. Maro Engel tog 2. startposition hjem til Team Craft Bamboo Black Falcon med en 02:03.04. Nummer tre er R-Motorsport efter straffen, mens Steven Kane og Bentley Team M-Sport følger efter i 02:03.10.

Mercedes-AMG Team GruppeM Racing starter forrest, når det går løs lørdag aften dansk tid.
Foto: Intercontinental GT Challenge

Bathurst – og resten af Intercontinental GT Challenge, som løbet er en del af, køres i GT3-racere, men der er også enkelte GT4-biler og inviterede biler med. Langt flertallet er dog i Class A, altså er det GT3-racere. Der køres i Class A både Pro-Pro og Pro-Am.

Jagter revanchen

Sidste år var Schnitzer-raceren faktisk på pole, men i løbet var BMW generelt uheldigt stillede. Det hele endte med, at Schnitzer-bilen udgik, mens den anden M6 GT3, sidste år fra BMW Team SRM startede bagerst af alle, men endte med en samlet tiendeplads.

Med andre ord har Schnitzer og Walkenhorst noget at jagte i år. Mens Schnitzer-teamet igen anføres af Augusto Farfus, som deler bil med Martin Tomczyk og Chaz Mostert, så har Walkenhorst Motorsport fået Mikkel Jensen ombord – som vi i øvrigt kunne berette forleden. Jensen har følgeskab af det norske talent Christian Krognes og Nick Catsburg.

Løbet i Australien bliver samtidigt begyndelsen på en komplet sæson i Intercontinental GT Challenge for Mikkel Jensen, som får i alt fem løb med samme hold som i denne weekend. Det betyder blandt andet, at Jensen skal køre SPA 24h senere i år. Et løb, som Walkenhorst Motorsport i øvrigt vandt i 2018.

 

Fik du ikke set det hele live? Her kan du se eller gense Top 10 Shootouten fra i morges, dansk tid.

http://https://youtu.be/WnoDjzYSZj8

Selve løbet sættes i gang i aften, lørdag, klokken 19.45 dansk tid. Der er optakt fra cirka 19.30. Find det hele her:

http://https://www.youtube.com/watch?v=Y8mvqORr7yY

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: