Fuldt hus. Det er status for BMW i Intercontinental GT Challenge efter Bathurst 12 Hour, hvor BMW ikke blot vandt, men også tog andenpladsen og derfor har maksimumpoint for konstruktører efter sæsonens første løb. Sejren gik til Augusto Farfus og brødrene Van der Linde, Kelvin og Sheldon, som sejrede med ti sekunder foran kollegerne Valentino Rossi, Raffaele Marciello og Charles Weerts, mens Mercedes tog tredjepladsen med Jules Gounon, Kenny Habul og Luca Stolz fra 75 Express.
Fra pole position var det en anden Mercedes, nemlig Craft-Bamboo Racing, der førte an, men de måtte se sig passeret sidst i første stint af hjemmebanehelten Chaz Mostert, som viste et bragende tempo i sin Ferrari fra Arise Racing og kørte sig op fra starten som femmer – men måtte se det hele gå op i strategier og safetycars senere.
I stedet slog BMW’s to senere vinderbiler fra WRT sig fast i front i duel med Absolute Racing Porsche, men som løbet skred frem, så gik fordelen mere og mere i retning af BMW.
Mod målflaget måtte Arise-Ferrarien og Absolute-Porschen begge falde fra, og selvom det her så ud til, at Craft-Bamboos Mercedes med Maximillian Götz, Jayden Ojeda og Lucas Auer kunne slå tilbage, så pittede de seks minutter fra stregen for at tanke igen – og smed et sikkert podie på den konto.
Omtrent samtidigt lå Jules Gounon faktisk også til at tage andenpladsen for Mercedes, men Marciello havde ikke tænkt sig at køre til mål uden en duel om andenpladsen, og Marciello gennemførte en vild overhaling på Mercedes-køreren.
Arise-Ferrarien med Chaz Mostert, Daniel Serra og Will Brown blev nummer fire, mens Craft-Bamboo Mercedes og Absolute Porsche rundede top seks af.