Gokartsæsonen er naturligvis på sit højeste i øjeblikket, og det gælder også i den ADAC-støttede tyske DKM-serie. Sæsonens anden afdeling blev kørt i weekenden på Kartarena Cheb i Tjekkiet, og her endte det med dansk sejr i Mini-klassen, hvor de danske kørere i det hele taget har tur i den.
I finalen tog Albert Poulsen og Poulsen Motorsport sejren fra pole position, og fortsatte et stærkt pace fra dagens tidligere heats hele vejen til pokalen. Superheatet tog Maddox Mason og Lanari Racing Team, men i finalen skar Poulsen ind og tog føringen fra pole position – og fik kort efter følgeskab af en dansker mere i form af Mikas Toro Lundsholm fra AF Competition.

I finalens anden halvdel var der kortvarigt samling på tropperne, og Maddox Mason var også kortvarigt forbi Poulsen, men Poulsen fik svaret tilbage og satte et stærkt punktum for weekenden. Lundsholm blev toer i Cheb foran Mason. Det er også stillingen i det samlede mesterskab, hvor Poulsen nu har 178 point og fører mesterskabet foran Mikas Toro Lundsholm. Treer er Leo Klok fra CRG Holland.
I de øvrige klasser var der ldit mere blandet, dansk held. I KZ2 Cup var Christoffer Sachse i finalen, men udgik tidligt, og i OK-N Junior havde Elliot Spangtoft (P13!) og Christian Himmer Rasmussen også lidt af et par opgaver foran sig i finalen. De startede på sidste række, men særligt Spangtoft fik vendt bøtten.
Elliot Spangtoft endte med at køre sig hele 16 pladser op på vejen til en samlet 13. plads. Rasmussen blev 25’er.
Der resterer tre afdelinger af DKM.
William Nielsen kom tilbage fra svær start i FIA Karting Academy Junior
FIA Karting Academy Junior åbnede sæsonen i Genk – med William Nielsen som Danmarks repræsentant i feltet. Det blev en weekend, hvor det unge, danske håb ved en enkelt lejlighed fik vist farten, men blev holdt nede af motorproblemer og modgang weekenden over. En ødelagt kvalifikation endte med at blive dyr.
Første heat gav udtryk for farten med en femteplads, men to følgende, svære heats med en 15. plads som det bedste gav ikke et godt udgangspunkt til finalen for Nielsen. Han åbnede som 25’er, men fik sig kørt godt frem og endte som 16’er i den europæiske sæsonpremiere.
Finalen endte med schweizisk sejr til Zoltan Coigny. Coigny lå hele weekenden i kamp om de øverste placeringer, og endte også med at sikre sig pole til finalen i duel med John Han.
Coigny kom godt fra land i finalen og profiterede især på, at der opstod kamp om de følgende placeringer mellem John Han og Georgios Psaroudakis, hvilket også blev podiet til sidst.
William Nielsen kan jagte nye resultater i Academy Junior om en måned, for her går turen til næste afdeling i Sarno i Italien.
Samme weekend var KZ2 også med, men hverken Niklas Vejen eller Morgan Knudsen klarede cuttet og kørte sig i finalen i Genk.