Chip Ganassi Racing har fundet afløseren for Scott Dixon i teamets #9 – det bliver Christian Lundgaard.
En opgave, som Lundgaard også selv pointerer er en, der giver et par ret store sko at fylde ud:
– Det er et par store sko at skulle fylde ud. Men når dagen er omme, så føler jeg alligevel, at jeg har gjort mit til at skulle kunne være i den her position og til at få den her mulighed. Alle på holdet er klar til at løfte opgaven og fortsætte. Vi skal gøre det endnu bedre hos Chip Ganassi Racing, og det bliver en kæmpestor opgave, men én, jeg er klar til.
Med sædet hos Chip Ganassi Racing træder Christian Lundgaard ind i det mest succesrige team i Indycars historie, hvor han skal gøre Alex Palou og Kyffin Simpson følgeskab.
– Man kommer selvfølgelig til et team som Chip Ganassi, men skal også til at køre sammen med Alex, der har vundet så meget. Han er den, vi har forsøgt at slå de sidste mange år. Vi ved alle, hvad han kan udrette, men jeg ved også, at han lærte meget fra Scott. Så at overtage den her plads er lidt specielt. Jeg ved kun set udefra, hvad han kan, så at få lov at være med bag kulisserne vil helt sikkert kunne gavne os alle, siger Lundgaard til Chip Ganassi Racing. Han tilføjer:
– Jeg ser det her som om, jeg har byttet plads med Scott Dixon. Jeg overtager hans sæde og ikke omvendt – det her var en stor mulighed for mig.