En god sæson vækker opsigt, og en rigtig god sæson vækker rigtig meget opsigt. I den sidste af de to kategorier finder vi helt klart Christian Rasmussen, som med rette høster overskrifter lige i tiden.
21-årige Rasmussens flotte 2021 endte som bekendt med mesterskabstitlen i Indycar-feederserien Indy Pro 2000 samt kvalifikationen til at tage næste skridt mod Indycar, hvor Rasmussen i 2022 fortsætter hos Andretti Autosport i Indy Lights. Indy Lights er klassen lige inden Indycar.

Men efter at have vist formatet godt og grundigt frem Over There, så er Danmark også ved at få øjnene op for Christian Rasmussen . i hvert fald er han i juledagene med i opløbet om den fornemme hæder, når Danmarks Idræts Forbund, Politiken og Team Danmark præsenterer Årets Fund i dansk idræt.
Der er i alt ti nominerede til Årets Fund, og udover Rasmussen er det Turpal-Ali Alvievich Bisultanov (Brydning, Carl-Frederik Bévort (Cykling), Christoffer Adam Bring (Golf), Mathias Gidsel (Håndbold), Mathias Madsen (Judo/ju-jitsu), Frederik Rask (Sejlsport), Helena Rosendahl Bach (Svømning), Alberte Kjær Pedersen (Triatlon) og Clara Bernberg Windeleff/Sofia Nørager Bisgaard (Volleyball).
Prisen uddeles den 29. december, og indtil nu har en motorsportsudøver ikke prøvet at vinde prisen som Årets Fund.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.