3 min. læsning

Christina Nielsen misser IMSA på Mid-Ohio

#88 Team Hardpoint EBM Porsche 911 GT3R, GTD: Katherine Legge, Christina Nielsen
Udgivet
Foto
Del artikel

Når IMSA Weathertech Sportscar Championship om en halvanden uge vender tilbage med årets tredje afdeling på Mid-Ohio den 14-16. maj, så bliver Kevin Magnussen den eneste dansker på gridden.

Christina Nielsen og det amerikanske Porsche-team Team Hardpoint EBM havde ellers spillet ud med planer om at køre et team på to biler i GT Daytona resten af året, men holdet havde ikke heldet til at få opbakningen til det helt på plads – og derfor stiller teamet med en enkelt bil, som denne gang deles af Katherine Legge og holdejer Rob Ferriol. Mikkel Jensen og PR1 Mathiasen Motorsport er ikke til start på Mid-Ohio, da LMP2 og GTLM ikke er med i feltet til den kommende weekend.

Team Hardpoint EBM var tæt på podiet på Sebring tilbage i marts. Nu er teamets ene bil løbet ind i en ufrivillig pause. Foto: IMSA

At amerikanske Team Hardpoint EBM denne gang nedskalerer indsatsen betyder dog ikke, at teamet helt har parkeret ideen om at køre med to biler i den førende, amerikanske sportsvognsserie, forklarer Rob Ferriol i en pressemeddelelse fra teamet.

– Da vi satte programmet i søen, gjorde vi det i håbet om at kunne gøre noget godt for den næste generation af kørere og for sporten. Det er ingen hemmelighed, at vi er på år to med Covid, og nogle af de aftaler, vi arbejdede på for at skabe opbakningen til projektet, er ikke landet. Med den store, fortsatte opbakning fra Richard Mille og Champion Porsche fortsætter vi dog indsatsen med en enkelt bil, hvor Katherine er i bilen på fuld tid, mens vi arbejder videre på at skabe fundamentet til at kunne køre vores bil nummer 88 med et rent kvindeligt lineup resten af året.

Christina Nielsen og Katherine Legge var udset til at dele bil resten af sæsonen i IMSA i år, men projektet har mødt et par udfordringer undervejs. Der arbejdes fortsat videre med planerne, men til det kommende løb må Christina Nielsen og Earl Bamber stå over. Foto: Team Hardpoint EBM

Med det nye lineup til Mid-Ohio deler Katherine Legge og Rob Ferriol dermed bilen, mens Christina Nielsen og teamets anden medejer, Earl Bamber, står over. Ferriol tilføjer, at han er ærgerlig over at måtte afbryde det momentum, som teamet med Christina Nielsen, Katherine Legge og Bia Figueiredo fik skabt på Sebring, hvor de var meget tæt på at tage en podieplads til teamet.

Katherine Legge tilføjer i pressemeddelelsen, at hun håber det lykkes at få hele teamets plan tilbage på sporet senere i år.

– Covid har gjort det her til en ret bizar tid i motorsporten, og sådan noget må man tilpasse sig. Vi er enormt taknemmelige for den indsats som Rob, Earl og teamet har gjort for at arbejde udenom det her problem, og mens jeg vil savne Christina og Earl i Mid-Ohio, er jeg sikker på, at de snart er tilbage hos os på banen. Nu er fokus på at skabe et så godt resultat som muligt, og vi vil arbejde videre for at få det hele til at gå op for resten af sæsonen.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode