2 min. læsning

Classic Race Aarhus står over i 2022

Classic Race Aarhus 16.-19. september 2021
Udgivet
Foto
Del artikel
Classic Race Aarhus gjorde i år comeback efter den coronabetingede pause i 2020. Men næste års udgave bliver ikke en realitet, har arrangørerne meddelt torsdag morgen. Årets udgave trak 36.000 tilskuere til, men det var ikke nok til at give overskud på bundlinjen – og det er den primære årsag til, at CRAA står over næste sæson.

Direktør Poul Dalsgaard siger i en pressemeddelelse fra CRAA:

– Regnskabet er ikke endelig gjort op, men vi må konstatere, at vi kommer ud med et betydeligt underskud. Vi startede med efterslæb på mange fronter, da vi måtte aflyse vores arrangement i 2020 grundet Covid19-pandemien. Corona-restriktionerne betød også, at vi var nødt til at flytte løbet fra maj 2021 til midt i september. Under festivalen var vi ramt af dårligt vejr med regn og voldsom blæst – det betød markant færre gæster, og at omsætningen i boder og barer blev stærkt begrænset.

Samtidigt understreger Dalsgaard, at der er tale om en timeout og ikke et farvel.

– Vores gæster har givet os meget stor ros for årets Classic Race Aarhus, og vi har især fået positiv feedback på vores ønske om at lave det til en familiefestival. Børn, unge og ældre var begejstrede for de mange nye tiltag i Mindeparken, hvor især vores samarbejde med LEGO blev en stor succes. Også vores musiktiltag i festteltene blev en publikumsmagnet. Men nu tager vi os tid til at gentænke hele konceptet og se på mulige indtægter og udgifter.

Nu går jagten på ny kapital til at få løbet tilbage til Mindeparken – et arbejde, som skydes i gang nu.

– Det er alvorligt, men ikke umuligt. Men det er helt afgørende, at sponsorer, samarbejdspartnere og byen forstår alvoren og nu beslutter sig for, om vi fortsat skal kunne afholde Nordeuropas smukkeste racefestival, som i mere end ti år har sat Aarhus på landkortet både kulturelt, sportsligt og turismemæssigt. Jeg håber virkelig, at vi får tilført kapital og nye samarbejdspartnere, så vi kan fortsætte og udvikle denne unikke Aarhus-begivenhed. Vores flere end 1.000 frivillige, der i alle år har ydet en enestående indsats, fortjener også at rekonstruktionen lykkes – og at vi sammen kan se ind i ti nye fantastiske år med Classic Race Aarhus, siger Poul Dalsgaard.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode