2 min. læsning

CMD Motorsport fortsætter pointjagten i DS3 Cup

b3640521-c93f-edd5-03c4-9858caedde3f
Udgivet
Foto
Del artikel

For Bilhuset CMD Motorsport og DS3 Cuppen er årets sæson efterhånden ved at nå midtvejsmærket. I den kommende weekend køres årets Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, og dermed er der også lagt op til en ny jagt på point for de to gule DS3-racere fra Østbirk. 

Jacob Sevel har indtil nu vundet samtlige af sæsonens fire heats, men det gode udgangspunkt til trods, så er der ingen grund til at hvile på laurbærrene, mener Jacob Sevel. 

– Det er gået godt indtil nu, men det dur bare ikke at udgå. Jeg skal bare smide ét løb væk og så vender det hele rundt på stedet. Men vi er ved godt mod og glæder os til at køre mod et lidt større felt denne gang, hvor der kommer flere af vores udenlandske konkurrenter med til løb igen, forklarer Jacob Sevel. 

DS3 Cuppens ganske nordiske fundament har været en udfordring for seriens deltagerantal i en tid med grove restriktioner på indrejse fra Norge, Sverige og Finland. Men i takt med at disse lettes, er det også blevet lettere for flere at komme til Danmark. Det er godt for konkurrencen og for publikum, tilføjer Jacob Sevel. 

– At få nogle flere med bliver rigtig godt. Klassen fortjener et ordentligt felt, og det får vi forhåbentlig. Vi glæder os også til at få nogle sponsorer med os ud denne gang – det har vi længe savnet at kunne. 

Bedre kendskab skal vise sit værd

I den anden side af garagen hos CMD Motorsport er Nicolai Jensen i gang med sin første racersæson på asfalt, og har indtil videre fået en god start – omend læringskurven har været stejl. 

– Jeg ser frem til at komme ud at køre på Jyllandsringen igen. Nu kender jeg banen lidt bedre end sidste gang, så jeg føler mig afgjort bedre klar til opgaven – men der skal helt klart holdes fokus. Jeg har indtil nu vist, at jeg godt kan lave en ordentlig start, men det har til gengæld knebet lidt med at holde konkurrenterne bag mig i løbene, konstaterer han og fortsætter:

– Jeg håber derfor at der lige er et par tiendedele i at gribe weekenden anderledes an. Jeg må prøve at blive bedre til at holde dem bag mig, for en tur på podiet kunne da være skæg at få, forklarer Nicolai Jensen. 

CMD Motorsport er i aktion på Jyllandsringen fra fredag, hvor der er træning. Lørdag og søndag går det til gengæld løs med kvalifikation og to løb.

CMD Motorsport

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode