Da vi her på sitet bragte vores optakt til weekendens Supertourisme-finale dømte vi Martin Andersen ude. Med 35 point op til den mesterskabsførende Ole Petersen og to andre konkurrenter mellem dem, lå det ikke i kortene at midtjyden skulle have guldmedaljen om halsen søndag eftermiddag.
Selv med en veludført tidtagning lørdag, hvor Andersen sammen med Michelle Gatting var eneste kørere med omgangstider under et minut. Ole Petersen var som forventet udfordret af sin dæksituation og satte blot ottende hurtigste tid. Ottendepladser skulle dog ifølge Ole Petersens udregninger være nok til at tage mesterskabet med hjem til Bredebro, så der var helt ro på i den sønderjyske lejr. Men hvor tog vi fejl…
Ét heat ændrede alt
I løbet af få sekunder ændredes alt, da starten gik til første heat. En kædereaktion blev startet fra den bagerste del af feltet, da Mikkel Johnsen blev sendt på tværs og sendte både sig selv Kevin Rossel ud på græsset ned mod første sving, hvor Rossel som passager i egen bil bragede ind i siden på Michelle Gatting. Det satte en dominoeffekt i gang, som satte en håndfuld biler ud af spillet.
Det var ikke et kønt syn, og der blev stille da både Michelle Gatting og Kevin Rossel efterfølgende måtte tilses af ambulancepersonalet. Begge havde heldigvis kun fået nogle hårde slag og kunne fortsætte – mere end man kunne sige om Kevin Rossels bil, der var hårdt medtaget.
– Det er simpelthen så ærgerligt! Jeg har sådan passet på bilen hele sæsonen, kom det friskt fra Michelle Gatting, da hun havde sundet sig over det slag hun havde fået på armen, da Kevin Rossel ramte hende.
– Jeg blev ramt ret hårdt på armen, og det kommer nok til at gøre ondt i et stykke tid. Der er dækmærker på den del af buret som dækker for døren, så der har været kraft bag. Bilen bliver nok klar, men det vil komme bag på mig hvis ikke den er blevet skæv af slaget. Nu gælder det bare om at køre point hjem i de sidste løb.
Martin Andersen slap lige akkurat fri af uheldet og kørte sig til sejren i det genstartede første heat. Ole Petersen, derimod, blev under genstarten påkørt bagfra af René Rasmussen mens feltet stadig var bag safety car. Det resulterede i et ødelagt bagdæk, som han måtte i pit for at udskifte. Dermed sluttede han løbet med et markant reduceret forspring til Martin Andersen, som pludselig begyndte at ligne en mester.
Med endnu en heatsejr til Martin Andersen i andet heat, hvor Ole Petersen måtte nøjes med fjerdepladsen, var sønderjydens 35 points forspring reduceret til sølle to point. Med Martin Andersen i pole position og Ole Petersen på en beskeden sjetteplads var alt i spil.
Fokus og arbejdsro gav ny pointrekord
Da løbet kom i gang, blev feltet hurtigt spredt ud på en lang række, og Martin Andersen kunne i ro og mag køre weekendens tredje heatsejr hjem – og dermed sætte rekorden for bedste pointhøst på en løbsweekend med hele 97 point ud af 100 mulige. Ole Petersen så mest af alt ud til at have opgivet på forhånd, og mod slutningen slap teamkammerat og mesterskabsrival Michelle Gatting også udenom.
– Det var verdens længste heat!, udbrød Martin Andersen efter at have parkeret bilen og fået de obligatoriske kram og klem fra medlemmerne af familieteamet.
– Efter Ring Djursland havde jeg ingen forventninger om noget som helst, men efter første heats uheldige start var det en helt ny situation. Vi tømte simpelthen teltet for gæster, så vi alle kunne fokusere 100% på opgaven, og det virkede. Der var mega mange nerver på i sidste heat, men jeg forsøgte at holde hovedet koldt, fortæller Supertourisme-mesteren.
– Jeg er vildt glad for at have vundet, men jeg er ked af den måde chancen opstod på. Det er synd at så mange fik skadet deres biler, og at både Michelle og Ole blev så hårdt ramt af uheld var ærgerligt.
Michelle Gatting sluttede sæsonen på en tredjeplads; ikke helt hvad hun havde sat næsen op efter.
– Nej, det er ikke det som jeg havde tænkt mig, men efter første heat er jeg godt tilfreds med hvordan de sidste to heat gik, siger hun. Til gengæld var der ét element i finaleløbet som hun glæder sig over:
– Det lykkedes jo at gå forbi Ole til sidst, og det passede mig ret godt lige at sætte dét på plads, griner hun.
Vicemesteren selv følte sig tydeligvis – og forståeligt nok – slået hjem, hvilket hans udtalelser til forskellige medier også bar præg af. Man kan håbe at han efter en pause fra racerbanen bliver klar til at gøre endnu et forsøg næste år.