Mikkel Mac vandt Night Race 2019

24082019jg_0382
Foto: Boxengasse

Night Race på Padborg Park er vel efterhånden årets motorsportsmæssige højdepunkt i Sønderjylland. Med racerløb efter mørkets frembred kommer flere parametre i spil, og i år var det Mikkel Mac som trak stikket hjem til sidst. Løbets overraskelse var Frederik Nymark, der efter en længere ørkenvandring var fuld af fart.

De første to heat gav ikke stor anledning til åndenød eller jubelskrig fra publikum. Bortset fra nogle vovede nedbremsningsdueller i spidsen af feltet var der ikke meget ballade kørerne imellem. Martin Andersen tog sejren i første heat med Frederik Nymark og Kevin Verner bag sig, mens andet heat fik en helt ny mand på toppen af podiet.

Lasse Poulsen startede løbet fra andenpladsen, men fik kørt sig en placering op. Undervejs måtte pladsen forsvares mod angreb fra Ole Petersen, som til sidst måtte koncentrere sig om at holde Mikkel Mac bag sig. Dermed kunne Poulsen betræde podiets øverste trin for første gang i sin Super GT-karriere.

Lasse Poulsen fik sin første Super GT-heatsejr i weekenden. Foto: Boxengasse/Jan Gripping

Mørket var faldet på, da Super GT-bilerne for sidste gang trillede ud på opliningsomgangen, men det var tydeligt at fornemme at kørerne endnu ikke var klar til at smide kørehandskerne og holde fyraften. Mikkel Mac lagde ud fra førstepladsen med Kevin Rossel og Frederik Nymark på de to næste placeringer, og tempoet blev sat højt.

Overhalingsforsøg var der nok af hele vejen gennem feltet. En sejr ved Night Race er tydeligvis højt på ønskelisten hos en del kørere. Én af dem som bød sig til, var Frederik Nymark. De seneste sæsoner har det ikke helt kørt på skinner for Hadsten-køreren, men lørdag aften begyndte brikkerne at falde på plads. Først blev Kevin Rossel overhalet, og få omgange efter måtte Mikkel Mac acceptere en overhaling efter en meget sen nedbremsning for enden af langsiden.


I flere omgange så det også ud som om, Nymark skulle hæve den største pokal over hovedet, men Mikkel Mac fandt ekstra styrke mod slutningen af løbet, hvor Nymark fik igen med sin egen medicin. Mac kunne dermed køre over målstregen som vinder af Årets Night Race foran Frederik Nymark og Kevin Rossel.

Ole Petersen sluttede lige udenfor podieplaceringerne med Martin Andersen i hælene. Kevin Rossel bevarer føringen i mesterskabet forud for finalen, men det bliver formentlig i finaleheatet i oktober måned at mesteren endeligt kan kåres.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: