2 min. læsning

Holdet er sat: Danmark har 5 kørere til start i Motorsport Games

Malthe Jakobsen var blandt de danske repræsentanter i premieren på Motorsport Games tilbage i 2019. Foto: Xynamic
Udgivet
Foto
Del artikel

DASU har her til eftermiddag præsenteret de fem kørere, der skal repræsentere de danske farver, når FIA Motorsport Games vender tilbage fra en lang coronapause i slutningen af oktober. Formatet, der populært kan kaldes motorsportens svar på OL, blev kørt for første gang på italienske Vallelunga i 2019, og har siden ikke været afholdt.

Årets udgave køres på og omkring Paul Ricard i Sydfrankrig og byder på dyst i en lang række grene af motorsporten – fra GT-biler og touringcars over drifting og karting til simracing – og meget, meget mere. 17 discipliner i alt.

I Formel 4 bliver det den aktuelle DM-etter, Julius Dinesen, der kører Motorsport Games’ eneste formelklasse for Danmark denne gang. Dinesen er 15 år og med i DASU’s talenttrup under Team Danmark.

Danmarks anden repræsentant i bil bliver Mikkel Overgaard fra Hadsund, som stiller op i drifting til Motorsport Games. Mikkel Overgaard er 33 år og har kørt drifting i mere end ti år i blandt andet Drift Masters, i norsk drifting samt i Nürburgring Drift Cup.

I Karting repræsenteres Danmark af Valdemar Aggerholm i Karting Sprint Senior, mens det i juniorklassen bliver Mikkel Pedersen, der stiller op for Danmark. Valdemar Aggerholm har blandt andet et svensk mesterskab i OKJ på sit CV, mens Mikkel Pedersen er tidligere dansk mester i Rotax Micro og aktuelt slår sine folder i spidsen af den tyske Rotax Junior.

Digitalt er Danmark også på banen denne gang i egenskab af den dobbelte danmarksmester i Porsche ESports Carrera Cup, Mikkel Gade. Gade har foruden et langt CV i simracing også taget plads i fysisk motorsport, for han er højaktuel i USA i Skip Barber Formula Series.

Endelig er Danmark også repræsenteret i pitlane, for Årets Mekanikerlærling – en titel, der uddeles af DASU og Dansk Metal, er også på plads. Det er Boris Teodorescu Locatelli, der i dansk racing slår sine folder i DS3 Cup og TCR Denmark – og til daglig er Boris i lære hos Dahl Pedersen A/S i Skive.

FIA Motorsport Games afvikles den 26.-30. oktober på og omkring Grand Prix-banen Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig. Der er i alt 17 discipliner til legene, og de kan følges via hjemmesiden fiamotorsportgames.com.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode