TCR Denmark er tilbage på ikke bare de danske racerbaner i 2023 – men også med en enkelt afstikker til Sverige.
Næste års løbskalender er klar, og starter på Jyllandsringen i maj næste år, mens TCR Denmark med to løb, der køres sammen med TCR Sweden får et større, skandinavisk samarbejde. Det er med til at samle kræfterne i touringcars i Skandinavien, og den nye kalender med flere baner og muligheder glæder promotor Martin Jensen:
– Vi glæder os meget til at byde på vores hidtil bredeste og bedste løbskalender i 2023. Det er en stor glæde for mig og hele teamet bag TCR Denmark, at vi i næste sæson får et samarbejde på tværs af Øresund, hvilket også betyder, at vi kører sammen med TCR Sweden to weekender til sommer – dels, når vi skal til Falkenbergs traditionsrige Västkustloppet, og dernæst, når vi kan byde det svenske felt velkommen som en del af vores setup til Copenhagen Historic Grand Prix i København, forklarer promotor Martin Jensen.
Samarbejdet får premiere til Västkustloppet på Falkenberg den 8-9. juli, og dernæst følger Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj i København, som køres i weekenden den 4-6. august.
Men inden da venter to brag på dansk jord, for TCR Denmark får i 2023 sæsonpremiere på FDM Jyllandsringen, som serien gæster tre gange i 2023. Dernæst følger Sommerløbet på Ring Djursland, mens TCR Denmark til september er på programmet til Padborg Parks Night Race – et løb, som TCR Denmark gæstede for første gang i år.
2023-sæsonen afgøres den sidste weekend i September, og denne gang finder DM-Finalen sted på Jyllandsringen.
Komplet kalender:
20-21. maj: Åbningsløbet Jyllandsringen
17-18. juni: Sommerløbet, Ring Djursland
8-9. juli: Västkustloppet Falkenberg, Sverige
4-6. august: Copenhagen Historic Grand Prix
19-20. august: Grand Prix Danmark, Jyllandsringen
16. september: Night Race, Padborg Park
30. september-1. oktober: Finaleløbet, Jyllandsringen