TCR Denmark sendes på DR Sporten i 2023

Foto: TCR Denmark/Kim Gripping/Niklas Majgaard/Jan Gripping

TCR Denmark stiller til start i 2023 med et nyt samarbejde med DR Sporten, som i den kommende sæson blænder op for live action fra Danmarks førende motorsportsklasse.

Med skiftet til DR Sporten er der nu mulighed for, at TCR Denmark for første gang kommer ud til samtlige 2,8 millioner husstande i Danmark, og dermed får det tætte ræs i TCR Denmark den bedst tænkelige tv-dækning til gavn for kørere, teams og fans.

Publikum kan hver weekend komme helt tæt på TCR Denmark – både på banerne og nu med DR Sporten.

Det præcise sendeformat er endnu ikke på plads, og vil variere over sæsonen, men udgangspunktet er, at heat 1 sendes forskudt, inden heat 2 og 3 sendes live på DR2 samtidigt med, at det streames på DRTV.dk.

Promotor for TCR Denmark, Martin Jensen, er glad for, at aftalen er kommet i hus, og vil gerne rette en stor tak til DR Sporten:


– Vi ser frem til at levere topunderholdning til DR’s mange seere i 2023, forklarer han.

Det er desuden ikke kun i Danmark, at TCR Denmark kan følges. Heat, der streames på DR.dk/tv, vil være uden geoblocking, og man kan derfor se med online fra hele verden.

Det er blandt andet til gavn for den flotte udenlandske opbakning, som TCR Denmark nyder med kørere fra Tyskland, Norge og Sverige.

Et nyt skridt for DR
Hos DR ser man frem til at få dansk motorsports fornemste klasse ind i sendefladen:

– DR´s sportsdækning skal favne bredt, og jeg er glad for, at vi med TCR Denmark får muligheden for at tilbyde vores seere det bedste fra dansk motorsport med en løbsserie, som allerede har vist sit værd på dansk asfalt de seneste sæsoner, siger Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder med ansvar for Sporten.

Bestyrelsesformand for TCR Denmark, Bent Dyhre Hansen, glæder sig ligeledes over samarbejdet med DR Sporten:

– At TCR Denmark som den øverste klasse i dansk banesport, og som officielt DIF-mesterskab, kommer på en af landets største tv-kanaler og dermed øger eksponeringen, er glædeligt, og vil gøre serien endnu mere attraktiv for kørere, teams og fans. Vi glæder os meget til sæsonpremieren, når vi i maj på FDM Jyllandsringen for første gang stiller til start med DR Sporten som ny samarbejdspartner, udtaler han.

TCR Denmark starter 2023-sæsonen på FDM Jyllandsringen den 21. maj.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: